Mulepose, med flæse, som rygsæk

Denne taske minder ret meget om nogle andre jeg har syet. Den er vel nærmest sammensat af flere forskellige udgaver. Om i derfor kan bruge mønster og vejledning er jeg lidt i tvivl om. Alligevel lægger jeg nu begge dele ind, i håb om at nogle får lyst til at sy tasken. Muligt du synes modellen ser svær ud, men det er den ikke. Jeg vil mene de fleste her kan være med.

Tasken er syet af en rest, fundet i genbrugen og en dug fra samme sted. Yderstoffet minder en hel del om hør, og foeret er 100 % bomuld. Jeg ville sy en neutral taske, da den så passer nemt til mønstret påklædning. For ikke at få den for kedelig, valgte jeg så at sætte mønstret foer i og brodere et grønt blad på tasken. Broderimotivet og materialer dertil er fra Folklorecompany.com Det fungerer ved at der er et stykke plastlignende materiale med som du lægger over stoffet. Derefter kan du brodere efter de huller der er i materialet. Når man har broderet færdig, vaskes stoffet og det plastlignende forsvinder. Tilbage står broderiet. Det kan derfor bruges på dit tøj, eller som her på en taske. Jeg skal nok i et senere indlæg fortæller lidt mere om det.

Du kan printe tegningen i nedenstående link

Tasken skal syes i noget stof som ikke er for kraftigt, da flæsen ellers ikke vil falde så pænt. Vælger du alligevel kraftigt stof, ville jeg nok undlade flæsen.

Du skal selv tegne delene op. Husk det er inkl. 1 cm sømrum. Du kan sagtens ændre størrelse på tasken ved blot at lave mål om til det du ønsker. Ligeledes kan du vælge at sy løbegang i øverste kant, i stedet, som jeg her, har påsat en løbegang. Du kan evt kigge ind på et tidligere indlæg for mere inspiration. Det ligger i dette indlæg

Denne taske giver mulighed for lave helt sin egen udgave. Du kan lave den med flæse, som jeg har gjort, du kan lave den uden. Der kan sættes en lomme på forstykket, og så kan du lade være med at lave den som rygsæk, men blot som almindelig mulepose. Der er mange valg man kan tage undervejs. Men nu giver jeg vejledning til min udgave.

Start med at klippe alle delene ud i dit stof og i dit foer. På billedet mangler de lange stropper. Men jeg skulle lige have klippet til en kjole, før jeg kunne se om der var til dem. Ellers ville jeg have lavet stropperne af noget andet stof. Men heldigvis kunne der godt blive til stropperne. Foeret ser du ikke i fuld størrelse, da billedet er klippet til 😉

Start nu med at folde flæsestykkerne på den lange led, med vrangsiden indad. Stryg kanten. Du kan på ovenstående billede se at det har jeg allerede gjort ( det nederste på billedet) Sy derefter 2 rækker lange stikkesting i kanten, med en trykfod imellem dem. Træk i de 2 tråd-ender i samme side og rynk hver stykke ind så det har samme mål som yderstoffet ( 43 cm ). Sæt de 2 flæser på det store stykke yderstofs retside, i hver sin ende. Bliv nu ikke forvirret af at mit yderstykke ser så langt ud. Jeg havde regnet forkert, og derfor bliver stykket afkortet senere med en syning i midten. Men det har jeg ændret i mønsteret, så følger du blot de mål der er nævnt, kommer det til at passe. Ønsker du tasken som rygsæk, sættes 2 små stropper ind i på langsiden ca 10 cm fra midten af yderstykket. Sy en stikning hen over for at holde stroppen på plads.

Sy flæsen fast ved at sy ned i midten af de 2 rynketråd. Derefter lægges det øverste yderstof ovenpå, med retsiden ned mod flæsen. Sy en stikning langs kanten, ned i tidligere syning.

Så har du nu et langt stykke. Du kan evt presse sømrummet ned mod midten og give en stikning langs flæsen. Det holder flæsen på plads, så den ikke så nemt vipper opad. ( og på billedet, kan du nu se en syning i midten, da jeg som tidligere nævnt havde lavet stykket for langt, men det er ændret på mønsteret til dig)

Et billede lidt tættere på, hvor du kan se en enkelt rynketråd og stikningen. Rynketråden skal selvfølgelig pilles op.

Læg nu dit foerstof ovenpå , med retsiden nedad. Sy langs de 2 ender. Det er vist ved de røde pile

Fold stykke ud, så du nu har et langt stykke. Derefter folder du det på midten, så retsiden vender indad. Sy langs siderne og et stykke ind på hver side af foeret, men lad ca 25 cm være usyet, da tasken så kan vendes igennem det hul. ( hullet, er det stykke imellem de røde pile på næste billede)

Inden vi vender tasken igennem hullet, skal vi lige have syet nogle hjørner, så tasken får lidt mere facon. Løft op i en af hjørnerne, så sidesøm kommer til at ligge ovenpå bundfolden ( eller i mit tilfælde en bundsøm) Sæt nåle i.

Læg et målebånd på, og mål 7 cm ud, så de 3½ er til midtsømmen. Tegn en streg

Klip det overskydende stof af

Dette gøres ved alle 4 hjørner. Her er det i foer-delen

Vend nu tasken om til retsiden igennem det usyede stykke.

Prop foeret ind i tasken. Stryg øverste kant på tasken og luk hullet i foeret ved at sy en stikning langs hullet.

Nu skal løbegangene laves. Buk 2 gange de korte sider om til vrangen og sy en stikning i kanten. Derefter stryges de lange sider 1 cm om til vrangen

Sæt dem på tasken ca 2 cm nede fra kanten. Placer dem i midten. Læg et blad eller en bog ind imellem tasken, da det så er nemmere at sætte nåle i uden at få det underste lag med.

Sy en stikning langs de 2 kanter på båndet, og sørg for at køre en ekstra gang frem og tilbage i start og i slut.

Nu skal stropperne laves. Buk dem på midten med retsiden indad og sy langs kanten. Undlad at sy ca 5 cm , sådan ca i midten af stroppen. Jeg har vist det med de røde pile

Vend stroppen ind igennem hullet. Stryg den og sy en stikning hele kanten rundt. Det samme gøres ved nr 2 strop. Træk derefter den ene strop igennem løbegangen og ned igennem den lille strop. Bind en knude. Fra den anden side af løbegangen, trækker du strop nr 2 på samme måde.

Så er din taske færdig

Den øverste kant får lidt flæsevirkning når tasken rynkes ind. Man ser derved foeret og det giver så fin en effekt.

Tasken kan også sagtens bruges som skuldertaske, ved blot at benytte den ene strop

Den lille strop og knuden på skulderstroppen er en fin detalje. Mit lille logo er selvfølgelig også kommet på

Jeg har faktisk syet en taske mere i samme model. Ved den har jeg sat en enkel skulderstrop på, og den kan derved ikke bruges som rygsæk. Dog er den ellers syet langt hen af vejen som denne. Den kommer i et senere indlæg som inspiration.

Rigtig god fornøjelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.