Budapest er en skøn by. Den er en af de smukkeste og grønneste hovedstæder i Europa. Gamle imponerende bygninger ligger side om side. Byen emmer simpelthen af historie. Jeg har haft den store fornøjelse at besøge den med min familie for 3 år siden. Nu har jeg lige været afsted med min søde veninde. Du kan bruge mit indlæg som en lille guide, hvis du overvejer at besøge Budapest. Næsten alle kan tale engelsk i byen, så det er ikke svært at kunne begå sig. Jeg har rigtig mange billeder jeg ønsker at vise, men jeg skal prøve at begrænse mig. De fleste af billederne har min veninde taget. Hun er dygtig med et kamera 😍
Det er en god ide hjemmefra at have lagt lidt planer for hvad man vil se, for tiden går så stærk på sådan en ferie, og man når sjældent det hele. Skal du ud og spise nogle af de populære steder, så er det vigtigt at du hjemmefra har bestilt bord, ellers får du ikke plads.
Et lille tip… Lær at bruge Google Maps hjemmefra. Den er guld værd, når du skal finde rundt dernede. Download også appen Valutaomregner.( den er grøn, med 2 hvide pile rundt i en cirkel) ellers er deres penge ikke til at finde ud af. Deres mønt hedder forint og i øjeblikket er 100 kr ca 5269 forint 😉
Vi bestilte flybilletter og ophold adskilt. Flybilletterne fandt vi til 700 kr stykket. Ophold fandt vi igennem Booking.com. Du kan ofte være heldig at finde rigtig billige overnatningssteder i Budapest. Vi gik efter en lejlighed i centrum. Jeg kan desværre ikke lægge link ind til stedet, men det hedder Fashion Street Apartment og har adressen Vàci utca 17. Vi gav 1950 kr for 3 overnatninger. Så ialt 1675 kr pr. person. Det kan sagtens gøres billigere hvis du vil bo lidt længere væk fra centrum. Hold evt også øje med Rejsespejder på facebook, som lægger mange gode tilbud op. Her skal du bare være hurtig.
Da vi kom til Budapest startede vi med at spise morgenmad et sted vi havde fået anbefalet. Det var så populært at vi stod i kø ½ time bare for at komme ind. Da vi senere gik, var der stadig kø udenfor.
Stedet hedder Cirkusz Cafè ,og ligger i det jødiske kvarter. Du kan finde rutebeskrivelse på deres hjemmeside
Et sted med stort udvalg og frisk tilberedt mad. Det har fået mange gode anmeldelser. Dog vil jeg sige at med så mange mennesker, kommer det til at gå lidt ud over hyggen. Støjniveauet var samtidigt ret højt.
Min veninde og jeg havde lejet en lejlighed midt på byens gågade. Meget centralt i forhold til mange af seværdighederne. Vores lejlighed ligger øverst oppe i denne smukke gamle bygning.
Aldrig har vi set så gammel en elevator. Den minder lidt om en fra en gyser. Den første dag turde vi næsten ikke tage den op, men efter et par gange op og ned af trapperne blev vi møre.
Efter udpakning gik turen til Szimpla Kert. Den mest populære ruinbar i Budapest. Jeg havde læst mig til hjemmefra at der skulle være et marked, men det var nu så lille at det kun tog 5 minutter. Selve ruinbaren er så til gengæld et sted man sagtens kan bruge tid på. Det har en atmosfære uden lige. Man kan få lang tid til at gå med at kigge rundt på alle de finurligheder der er. Der har virkelig været kreative mennesker ind over.
Lige ved siden af ruinbaren ligger Street Food Karavan.
Her kan du købe et hurtigt måltid mad til små penge. En ungarsk specialitet er et rundt brød, udhulet og derefter fyldt med noget der ligner gullasch. Det smager virkelig godt.
På vores tur rundt i byen opdagede vi en lille fin cafe. Her fik vi de lækreste kager og en kop kaffe
Selvfølgelig kan man ikke være i Budapest uden også at opleve Central Market Hall.
I markedshallen kan du næsten finde alt, lige fra lokalt kød, frugt og grønt, og selvfølgelig masser af souvenirs.
Mange af deres souvenirs er smukke håndlavede ting. Prøv lige at se alle disse perlebroderede hårbånd. Jeg havde så ikke lige set et skilt hvor der stod man ikke måtte røre..
En god ide kan være at købe billet til de røde busser. Hop-on hop-off. Du kan vælge mellem 1-2 eller 3 dages billet. Du kan booke din billet hjemmefra eller købe den i en af de små kiosker. Med dem kommer du hurtigt fra den ene seværdighed til den næste. Du springer blot på og af som du har lyst til. Du kan også gøre som os.. på gåben.. Men så når du bare ikke at se det hele på 3 dage.
En tur i den lille kabelbane op til Budavàr slotsområde skal man heller ikke snyde sig selv for. En tur der tager 5 min op. Derfra har man den smukkest udsigt. Vi var endda så heldige at overvære en storslået bryllups reception.
Spisestederne ligger side om side. Lad nu være med at tage den første den bedste. Brug lidt tid på at kigge dem an. Eller gør som os, bestil bord hjemmefra, så du ikke pludselig skal rende rundt for at finde et ledigt bord. Den første aften havde jeg bestilt bord hjemmefra ved Tom Georg Osteria. Dejlige omgivelser og skøn mad.
Aftenen efter havde jeg bestilt bord ved Mazel Tov . Et helt fantastisk sted og absolut min yndlings. Jeg havde bestilt bord 14 dage før, og alligevel kunne jeg ikke vælge frit mellem dagene hvor der var ledigt. Vi stod i kø for at komme ind,og flere måtte gå forgæves fordi de ikke havde bestilt plads.
Maden var super lækker og stadig til fornuftige penge. Starters til deling, hovedret, en flaske rosè, dessert og kaffe, knap 500 kr for 2 personer.
Der var flere seværdigheder vi desværre ikke nåede. 3 dage er ikke meget i denne smukke by. Parlamentet så vi desværre kun på afstand. Bygningen er det tredjestørste parlamentsbygning i verden. Den indeholder bl.a 691 værelser. Prøv at kigge på billedet, og se hvor små menneskerne er i forhold til bygningen.
Morgenmaden nr 2 dag blev indtaget på cafeen Fekete. Et skønt lille sted. Kan være svær at finde, hvis man ikke bruger Google Maps, da den ligger ind i en smøge.
Der var fint med plads da vi ankom, men kort tid derefter var stedet fyldt helt op.
Lækker frisklavet morgenmad, igen til fornuftige priser. Stedet har en dejlig rolig atmosfære. Lige sådan jeg elsker at starte en feriedag på. Hyggelige omgivelser sammen med min søde veninde
Som tidligere nævnt boede vi midt i gågaden. Her kunne man gå shop-amok. Meget passende hedder gaden Fashion Street. Vi havde dog kun en mindre trolley og håndbagage med, så det begrænsede os. Alligevel kunne der blive plads til lidt shopping
Ikke langt fra vores lejlighed lå også et shopping center. Det blev også aflagt et besøg. Vi kunne have brugt en hel dag der, men måtte slå os til tåls med nogle timer, før vi skulle afsted videre. Her fik jeg ikke rigtig taget billeder, da tiden var knap. Centeret hedder Westend Shopping Center Det har mere end 400 butikker og er temmelig stort.
Selvfølgelig skulle det regne, da vi skulle hjemad.
Lige ved siden af vores lejlighed lå Budapest Eye. Et stort pariserhjul. Det skulle vi da helt sikkert have en tur i, men igen, var det en af de ting vi ikke nåede. Måske godt det samme, når nu jeg ikke er vild med højder 🤣
Vi skulle da også lige smage en ungarsk kage specialitet. En sprød og sød kage lavet omkring et rør, så det bliver hult indeni. Ligner næsten et snobrød. Kagen rulles i sukker, chokolade eller mandler og fyldes efter ønske med softice. Smager virkelig lækkert
Åh jeg kunne blive ved. Der er så mange smukke steder i Budapest. Gør dig selv den tjeneste at bruge lidt tid på at læse om Budapest hjemmefra og lav en prioritetsliste, for du når ikke alt. Vi havde f.eks frasorteret kurbadet Szechenyia. Stedet besøgte jeg under sidste rejse med min familie. En oplevelse, du er nødt til at sætte mindst 3 timer af til. Min datter havde lige været en tur i Budapest før os, og hun fortalte at det efterhånden var overfyldt med turister, og bar præg af manglende vedligeholdelse. Det næste billede er fra sidste tur
Selvfølgelig kan jeg da ikke besøge en udenlandsk by uden at forsøge at finde steder hvor der sælges stoffer. Altså de bløde stoffer. I Budapest ligger et par stykker. Små forretninger med begrænset udvalg af stof. Som regel sælger de også lidt færdigsyet tøj. Jeg lægger et link ind til deres facebookside:
Søg på Google Maps efter: I love textil, så kommer der 3-4 stykker frem
Vi besøgte dog kun de 2. Vi havde jo begrænset plads i vores tasker.
Læg lige mærke til priserne på det næste billede. Det er i ungarske forint. Omregnet er 390 forint ca 8 kr pr. meter. Det er ikke de sidste nye varer, men der er mange gode iblandt. Især er der mange basis varer.
Jeg valgte at være fornuftig og kun købe basisvarer til bukser og kjoler. Det blev til 6 stykker stof. Jeg turde ikke købe mere, for var bange for at få overlæs på flyveturen hjemad. Det stribede er en lækker jersey. Det blålige er bæk og bølge. De resterende er vævede lækre bukse/kjole kvaliteter, nogle af dem med uld. Ingen af dem har kostet over 20 kr pr. m
Jeg håber du har læst mit indlæg til vejs ende. Indlægget er en form for dagbog for mig. Ofte kan jeg have svært ved at huske ferierne fra hinanden, men så læser jeg blot mit indlæg igennem og genoplever turen.
Budapest, helt sikkert en by der også skal besøges en tredje gang ❤
Hej Gitte !
Tak for din fantastiske beretning af din tur, er da SÅ inspirerende at følge dig !
Mvh Susie
Hej Susie. Ih tusind tak for de søde ord. Dejlig kommentar at læse 😍
Så mye hyggelig dere fikk oppleve på bare 3 dager. Utrolig mye ukjent for meg og så billig stoff. Denne turen har sikkert gitt dere begge to. Takk for turen😊😀😀
Hej Gerd. Ja, vi nåede godt nok meget på 3 dage. Den første dag gik vi også 18 km 🤣 Heldigvis havde jeg forberedt mig hjemmefra, med hvilke ting der skulle prioriteres 😉
Jeg har været i Budspest for en måned siden. Det er et fint indlæg du har, om en Fantastisk by. Jeg er ked af, jeg ikke havde din viden om byen og dens storbutikker inden min tur. Jeg kan se der er meget jeg er gået glip af. Vh Anne
Hej Anna. Åh så må du bare overveje en tur mere 😍 Jeg må indrømme at havde min mand og jeg ikke ved første tur haft vores unge mennesker med, ville jeg nok heller ikke ved nr 2 tur have været så godt forberedt. Denne her gang vidste jeg, at vi skulle planlægge lidt hjemmefra, hvis vi skulle nå mest muligt 😊
Så spændende at høre om jeres tur. Man får helt lyst til at prøve det engang, og din beskrivelse gør det da så meget lettere.🤗
Bestilte I billetterne længe før?
Hej Ingelise. Billetterne bestilte vi ca 2 mdr før. Du kan godt være heldig at finde billetter som er virkelig billige. Hvis man kan bo på et hotelværelse og dele med sin veninde eller mand, og evt lidt udenfor centrum, så kan man gøre sådan en rejse for helt små penge. Deres metro fungerer rigtig fint og man kan købe 1-3 dages billet, ligesom busserne. Min datter og hendes veninde kom afsted for 900 kr pr. person for både fly og 3 overnatninger på hotel😍 Vi havde valgt centrum og lejlighed, derfor blev vores dyrere.