3 dage i Nordtyskland

En planlagt 3 dages kanotur med vores 2 piger og svigersøn blev i sidste sekund ændret til 3 dage i Nordtyskland. Vejrudsigten sagde nemlig ret meget blæst og regn. Ikke lige det mest ideelle vejr til kanotur og telt. Vi bestilte derfor en hytte nær Lübeck. Lübeck ligger ca 2 timers kørsel fra grænsen.

Vi bestilte en hytte igennem https://www.ferienvermietung-lb.de/

Tyskland er et lidt overset land. Mange forbinder det med lange trættende motorveje, når man skal sydpå til varmere himmelstrøg. Blot et langt gennemkørsels land. Men der ligger rigtig mange fine og interessante byer i Tyskland.

Vi startede ud lørdag med at køre til Wismar. En havneby i det nordøstlige Tyskland.

Der er ca 42.000 indbyggere i Wismar, så det er ikke så stor en by. Den er til at overskue. Men den byder på rigtig mange smukke bygninger i den gamle bydel.

Et lille tip: husk nogle euro. Vi har konstateret at flere steder på vores ture, vil de kun tage imod kontanter.

Det er også i den gamle bydel at man finder de flotte kirker , der er bygget i teglstensgotik.

Marienkirche, hvor tårnet er det eneste der er bevaret. Først bagefter fandt jeg ud af at det var muligt at komme op i tårnet. Derfra skulle der efter sigende være en fantastisk udsigt over byen.

Georgenkirche, en imponerende kirke, som blev stærkt beskadiget under 2. verdenskrig. I dag holdes der bl.a. koncerter i den.

En frokost blev indtaget på byens store markedsplads. Marktplatz. Her ligger både butikker og restauranter.

Besøget sluttede af med en gåtur i havneområdet. Her er der mulighed for at købe fisk direkte fra bådene. En specialitet er deres fischbrötchen. Et brød med lidt salat og en fisk, ofte en sild. Min familie og jeg elsker fisk, men den specialitet turde vi ikke lige springe ud i.

Vores hytte i Ostseecamp var en dejlig overraskelse. En næsten ny hytte, med alt hvad vi kunne ønske os. Der var en dejlig overdækket terrasse, som vi havde meget glæde af. Vi var så heldige med vejret at vi kunne side ude til sent aften. Ostseecamp ligger ved en lille by der hedder Haffkrug.

Dagen efter, på en gåtur, opdagede vi en lille mindepark. En park til minde om en katastrofe, der skete lige før slutningen af Anden Verdenskrig. Verdens største skibskatastrofe, der krævede over 7000 ofre. Tysk militær havde beordret fanger fra koncentrationslejre ud på et par skibe, bl.a. Cap Arcona. Fangerne troede at tyskerne ville sænke skibene. Da de opdager engelske flyvemaskiner komme i det fjerne, tror de at de er reddet. Men briterne ved ikke at fangerne er ombord, og tror skibene er fyldt med militærfolk. Derfor bomber de skibene, som synker. De ombordværende blev enten brændt, druknede eller skudt af tyske militærfolk. En fatal fejl, som man i flere år ikke rigtig nævnede, men forsøgte at mørklægge. Du kan læse mere om det i dette LINK

Få minutters gang derfra ligger stranden. En rigtig god badestrand med fin sandbund.

De små solvogne kan man leje. Nogle steder skal man betale for at benytte stranden, men der er også steder hvor det er gratis. Så tjek før du slår dig ned.

Området minder på mange punkter om Blåvand. Meget hyggeligt og sommerligt.

Igen solgte de rigtig mange steder deres fischbrötchen, men vi valgte det sikre, Fish and chips. Mums

Den sidste dag tilbragte vi i Lübeck. En smuk gammel by med ca 220.000 indbyggere.

Den imponerende byport Holstentor. Lübecks vartegn

Den gamle bydel, Altstadt, er virkelig et besøg værd. Husene har de smukkeste facader, og man kan ikke helt lade være med at skæve ind af vinduerne.

Det ser så idyllisk ud

Byen rummer masser af små baggårde, som man gerne må aflægge et besøg. Udefra gaden ses mange af disse baggårde slet ikke. Ser du en smal passage, så prøv at gå ind i den, og de hyggeligste huse og gårdhaver gemmer sig inde bagved. Der boer helt almindelige folk i husene, og de er vant til at turister er lidt nysgerrige.

Marienkirche er Tysklands tredje største kirke.

På gulvet i Marienkirche ligger de knuste kirkeklokker, som minde om bombardementerne under 2. verdenskrig.

Lige bag kirken ligger den store markedsplads. Mest kendt er den for sit flotte julemarked, men denne dag var der fyldt med boder. Her kunne man købe spændende madvarer, trævarer og andre souvenirting

De historiske Salzspeicher-bygninger ved floden Trave rummede salt, som var byens største handelsvare.

3 dage med mange oplevelser og nye indtryk. Jeg er lidt overrasket over at man blot skal køre nogle få timer over grænsen for at finde sådanne “perler”

Det er ikke sidste gang Lübeck aflægges et besøg. Vi har nemlig fået lyst til også at opleve deres julemarked. Så måske til december…

One thought on “3 dage i Nordtyskland

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *