På en genbrugstur fandt jeg 2 længder gardiner fra Ikea. Kvaliteten er bomuld /viscose. Det ville egne sig fint til en kjole. Jeg har brugt et sy mønster fra Selfmade
Et super godt mønster, som jeg faktisk har brugt en del gange før. Men jeg var nødt til at købe et nyt mønster, da der kun er en størrelse med ved hver mønster, og jeg er desværre vokset ud af en str 40. Denne er syet op i str 44.
Normalt syer jeg ikke tøj op i gardinstof, selvom jeg selv arbejder i en gardinbutik. Det egner sig som regel ikke til beklædning. Jeg har været i gardinbranchen i 41 år, så det er ikke noget jeg blot siger. Gardinstoffer er lavet med henblik på at hænge i et vindue og tåle sollys. Det kan som regel ikke tåle slid mod overfladen, som et stykke tøj vil være udsat for, samt hyppig vask. Typisk er stofferne også iblandet polyester, som man slet ikke kan ånde i, da det ikke er lavet til at have tæt på huden. Det er en helt anden form for polyester, som du finder i f.eks sportstøj. Desværre er der heller ikke samme kontrol med fremstillingen af gardinstof, som der er med stof til tøj. Heldigvis er branchen godt på vej. Men som udgangspunkt egner gardinstoffer sig ikke til tøj. Når det er sagt, så ingen regel uden undtagelse, og i dette tilfælde har jeg brugt et ikea gardin, lavet i bomuld/viscose. Jeg krydser fingre for at det er behagligt at have på.
Jeg har lavet et par små ændringer på mønsteret. Som regel har jeg problemer med at tøj sidder for stramt på mine overarme, og det er faktisk også derfor jeg købte en str 44. Alligevel valgte jeg at lave lidt ekstra vidde i ærmet. Først tegnede jeg mønsterdelen over på et andet stykke papir. Derefter klippede jeg det til et kort ærme. Jeg klippede ærmemønsteret op i skulder midterlinjen og rykkede delene 2,5 cm fra hinanden. Det gjorde jeg 2 steder mere. Papir bliver lagt indenunder, så jeg ender ud med en ny mønsterdel. Ærmet skal så kun rynkes ind i det område jeg har udvidet. Det er tegnet med en rød streg på næste billede
Ærmet får derved lidt mere vidde, uden at det virker voldsom. Lidt rynk øverst på skulderen
På mønsteret er der lavet en slids foran og en flæse i halsen. Her valgte jeg at gøre halsen en anelse større, og undlade slidsen. Kjolen kan derfor bare trækkes over hovedet. Kanten er syet med kantebånd, som jeg selv har lavet.
Kjolen sidder rigtig godt, da den har brystindsnit. Men i taljen sidder den ret løs. Derfor har jeg i bag syet 2 indsnit for at få lidt facon
Den sidder dog stadig lidt for løs foran.
Kjolen er dejlig at have på, alligevel har jeg efterfølgende syet bindebånd på som bindes foran. Jeg har desværre ikke fået taget billeder af kjolen på, efter jeg gjorde det. Men nu kan den sidde mere til i taljen.
Et rigtig godt mønster. Et mønster som er ret enkel, og som vil være oplagt at bruge som udgangspunkt til mange forskellige kjoler
Håber i kan bruge mit indlæg som inspiration
Dejlig fin kjole … jeg får lyst til at købe mønstret 🤩
Hej Helle. Mange tak skal du have. Det er også et virkelig godt mønster. Jeg har lige syet en kjole mere efter mønsteret og det bliver ikke den sidste. Det er et godt mønster, som du kan foretage dig nogle ændringer på og på den måde genbruge den til flere forskellige modeller