Vi har flere gange holdt ferie i Alanya. Både sommerferie og efterårsferie. Et par af vores nære venner har en skøn lejlighed dernede, og det er på grund af dem, at vi er begyndt at holde ferie dernede. Det er en skøn by, og vi er lige kommet hjem efter endnu en dejlig ferie. Jeg har flere gange haft lyst til at fortælle lidt om Alanya, og nu må tidspunktet vist være rigtigt.
Jeg må hellere nævne, at billederne ikke er taget med henblik på at skulle lave et indlæg med dem. Derfor er der ikke brugt tid på at tage dem med det rette lys etc. Men håber alligevel du kan få lidt ud af det 😁 priserne jeg nævner i indlægget er i lira. På det tidspunkt hvor vi var der, var 1 lira næsten det samme som 1 krone. Men det kan jo sagtens nå at ændre sig til næste ferie.
Denne gang var ferien lidt anderledes, da min mand og jeg for første gang i 27 år skulle holde ferie alene 😊 Ellers plejer vi at have vores 2 piger med os eller også et hold venner. I mange år tog vi bilen og kørte til syd Frankrig med telt. Flere gange har vi også været i Prag, også med telt. De sidste 5-6 år har vores venner bestilt vores rejse til Alanya.
Nu skulle jeg for en gangs skyld selv bestille rejsen til min mand og jeg. Puha.. syntes det er en jungle uden lige at finde rejser på nettet. Vores piger har rejst en del og de bestiller oftest rejsen igennem Momondo, så efter flere aftener tilbragt med at søge nettet tyndt, konkluderede jeg, at det også denne gang var det billigste sted. Det er så nemt, at selv jeg der aldrig har prøvet det før kunne finde ud af det.
Hvis du ikke har holdt ferie i Alanya før, vil jeg gerne fortælle lidt om byen og dele ud af de erfaringer vi har gjort os.
Måske har du noget imod landet, deres skikke, politik og meget andet. Men det vil jeg ikke tage stilling til i dette indlæg. Jeg vælger at være neutral, da jeg slet ikke ved nok om emnerne til at kunne udtale mig. Men Alanya som ferieby kan jeg udtale mig om…
Byen er en blanding af turister og den lokale befolkning. Det er efterhånden ved at blive en storby hvor der hele tiden skyder nye bygninger og veje op. Men den har også stadig masser af charme i form af små hyggelige cafeer, spisesteder og butikker. Den lokale befolkning er meget venlig og hjælpsom. Mere hjælpsom end vi danskere nok er vant til og derfor møder vi ofte denne hjælpsomhed med mistro og skepsis. Vores første indskydelse er desværre nok at tænke de vil snyde os. Men sådan er det langt fra. Selvfølgelig er der sælgerne, som er ivrige. Og de kan godt være lidt trættende, men de forstår også et nej. Nogen gange tænker jeg at vi danskere faktisk kunne lære lidt af dem 🤣 hvor mange har ikke prøvet at komme ind i en dansk butik, og tænke at ekspedienten kunne være en bedre sælger eller give bedre service 😂Den får du så rigeligt af her.
Alanya har meget at byde på. Et skønt klima, dejlig mad og mange gode butikker hvor du kan shoppe til rigtig gode priser, er blot nogle af de ting der skal nævnes.
De har et par store gader hvor butikkerne ligger side om side og så har de 2 store bazar områder. Som turist er det en stor oplevelse at besøge bazar området. Det vrimler med kopi varer og det er helt lovligt. Næsten alle sælgerne kan noget dansk, så undgå at tale dårligt om dem eller deres varer, da de er meget ærekære omkring deres varer. Køb ikke det første det bedste sted, men brug lige lidt tid på at finde prislejet. Tjek de butikker ud hvor priserne står på, så du ved lidt om niveauet. Lad være med at sige en pris før du ved om du virkelig vil købe det, for når du siger en pris er du i gang med en handel som de forventer du afslutter. De starter altid ret højt oppe, hvis de spotter dig som ny turist, men du skal sige den pris som du mener vil være fair. Med årene er de blevet mindre pågående og har fundet ud af at vi dansker gerne vil kigge før vi køber.
Jeg syer næsten alt mit eget tøj selv, så det har ikke den store interesse for mig. Men jeg syer sjældent til min mand. Derfor er det sjovt at købe lidt nyt tøj med hjem til ham. Vi køber som regel et par bukser og et par bluser. Kvaliteten er helt ok, du skal dog lige tjekke at syningerne er i orden, men det er lige så meget fordi jeg er lidt miljøskadet 😁 Vi har i løbet af årene handlet flere gange samme sted og han kan kende os når vi kommer. Han ved han ikke skal presse og at når vi siger nej, så mener vi det. Han taler temmelig godt dansk og er meget hjælpsom. Hvis du er nervøs for at handle i bazar området, kan jeg anbefale at du finder Carlos og handler med ham. Vi føler, vi får en fair pris hos ham. Du kan endda ringe til ham og så henter han dig fra hotellet, uden beregning. Jeg lægger lige hans kort ind.
Carlos til venstre, min mand til højre..
Er du til stoffer 😂 altså dem du kan sy af. Så ligger der også i Alanya flere butikker som er gode. Min favorit har jeg skrevet lidt om før, men har også fundet ud af en noget nemmere vej til hans butik. Fandt nemlig ud af, at flere havde problemer med at finde ham. Jeg har tidligere skrevet dette indlæg om stofkøb. Du skal finde den store vej langs med kysten. Det er den vej hvor alle de store butikker ligger på. Der ligger en Starbucks på den ene side og på den anden side ca 200 meter længere nede ligger denne store bygning.
Lige før bygningen går du ca 200 meter op til venstre langs bygningen og der ligger en stofbutik. Den syner intet af udefra og kan nemt overses. Men når du først kommer ind, bliver du overrasket. Den har rigtig meget. Bag det gule og grønne skilt gemmer der sig et lille skatkammer af stof.
Sørg for at kigge det godt igennem. Jeg fandt ud af at de fleste af dem som ligger øverst oppe er strik og jerseystoffer.
Priserne er meget fornuftige.
Når du så har fået nok af at shoppe, skulle du tilbringe en dag på stranden. Du lejer en solvogn for en dag og sidst gav vi 15 lira pr. vogn. Vi har fundet et lille hyggeligt sted hvor vi får en rigtig fin behandling. Priserne på både drinks og mad er meget lave og der er høj service.
Frokost, koster ikke ret meget, og smager super godt.
Murat, som indehaveren hedder, har strandplads nr 14. Du kan endda ringe til ham og så sørger han for at i bliver afhentet. Han taler engelsk. Hans mobilnr er 90538 9707576.
Han laver også de lækreste drinks og de koster kun 35 lira.
Ved stranden ligger der også et lidt højt bjerg med en gammel borg. Som noget nyt er der lavet svævebane derop til. Den har vi endnu til gode at prøve. Min mand er cyklet derop, men det har jeg ikke haft mod på endnu. Halvvejs oppe ligger en restaurant med den flotteste udsigt. Den hedder panorama. Men må desværre sige, at jeg tror det er udsigten du betaler for. Maden er ikke bedre end andre steder , som endda er billigere, og vi har været lidt uheldig 2 gange med dårlig service. Så næste gang skal vi prøve den som ligger lidt længere nede. Ikke helt så flot udsigt, men tæt på.
Du skulle også overveje at prøve at spise morgenmad på floden Dim Cay. Du finder bare en taxa og beder om at køres til Dim Cay. Der ligger rigtig mange spisesteder op af floden og øverst oppe lige før dæmningen ligger den største. Du får morgenmad siddende på puder, ude over vandet.
Et ret overvældende morgenbord til 2 personer.Til hele 45 lira pr. person, inkl. juice og the. ca ( 45 kr )
Har du lyst til en dukkert, gør du bare det, men det er isnende koldt😆
Er du til lidt fysisk udfoldelse, skulle du prøve paddle board ved stranden i Alanya. Det var første gang vi skulle prøve det, og det er virkelig sjovt. Desværre var jeg så sent ude, at vi ikke kunne få en morgentid, så det blev en eftermiddag. Jeg skrev til Baris Dulgar på messenger og han sendte billeder af hvor vi skulle gå hen. Jeg sætter lige billede på, så du kan se hvor det er i forhold til byen.
Det er virkelig sjovt, og slet ikke så svært.
Baris tog nogle flotte billeder.
Vi stod på paddle board 1 time og vi kunne godt mærke i benene at det var noget vi ikke var vant til. Tænk sådan en oplevelse kostede kun 100 lira ialt, og senere samme dag sendte han os 20 billeder på messenger. Det skal helt sikkert prøves igen på næste ferie, men så skal det være en morgestund. I øvrigt må jeg lige nævne at min mand faldt i vandet 3 gange 🤣
Skulle det må mod alt forventning give en dag med skyer eller regn, kan du passende overveje om du skal besøge deres indkøbscenter Alanyum. Det er på 3 etager, hvor øverste etage er med fast food og de 2 andre etager er med sko og tøj etc. Meget hyggeligt center hvor man godt kan slå nogle timer ihjel.
Tag en taxa dertil. Det er meget billigt at køre i taxa.
På øverste etage købte vi en god kop kaffe, en læskende drik og en kæmpe kage, som kunne gøre enhver Starbucks cafe grøn af misundelse. 24 lira for hele herligheden.
Tja, jeg kunne godt nok blive ved med at skrive om gode oplevelser. Men indlægget er vist allerede blevet rigeligt langt. Som du måske kan fornemme er jeg meget glad for Alanya som feriested. Jeg kan varmt anbefale det. Skriv meget gerne til mig hvis du vil have noget uddybet, eller vil have flere oplysninger om de steder og personer jeg nævner.
Vores første alene-ferie gik super godt. Min mand og jeg nød hvert et minut. Det er helt sikkert ikke sidste gang at den står på 2-mands ferie
Til sidst vil jeg blot ønske dig god ferie, uanset hvor dit næste rejsemål går hen.
Hej Gitte veksler I til lira når I rejser til Tyrket, eller tager I euro med? Vi skal afsted i juni og ser at det anbefales flere steder bare at tage euro eller danske sedler med som betalingsmiddel. Hilsen Ditte
Hej Ditte. Har sendt dig en besked, men skriver også lige et svar her. Vi plejer ofte at tage lidt euro med, men ellers intet andet. Så hæver vi lira når vi kommer frem. Der er hæveautomater mange steder. Vi hæver som oftest i de automater der er i et indkøbscenter, eller en af dem der er tilknyttet en bank. Rigtig god rejse 😊
Hej Gitte
Vi skal afsted til Alanya her til august ….. Har du nogle gode shoppe forslag ….Især til stof og andre ting….. Og så selvfølgelig til lidt til ganen ?? ( for mandens skyld 🙂 🙂 )
Hvor lang tid var i dernede ?? Jeg er nemlig bange for at 7 dage ikke er nok 🙁
Herlig hilsen Gitte
hej Gitte. Åh hvor er i heldige. Vi er vilde med Alanya. Det er som regel kun stof jeg køber når vi er dernede. Så jeg er i tvivl om tilbehørsting er billigere, men jeg ved at mange køber strikkegarn dernede. Sidst havde vi 7 dage og det var helt fint. Men man får lyst til mere 😆 jeg vil foreslå, at i også prøver at spise ved nogle af de små lokale steder. Ofte er man tilbøjelig til at tage de restauranter som ligger langs med festskibene ved havnen. Men de små lokale steder laver rigtig god mad til meget fornuftige priser. Jeg mener at have lavet 2 indlæg om Alanya, ved ikke om du har set det andet ?