Sy selv en mulepose.

Mulepose eller rygsæk, uanset navn er den genial . Den kan rumme noget, nem at bære og fylder ingenting når den ikke er i brug. Brug den til motion, til vandreturen, eller til børn til børnehaven, med frugt og skiftetøj i. Sød gave til børnefødselsdag eller til en kær veninde til zumba skoene. Mulighederne er mange. Den er nem at sy, så børnene kan sagtens sy deres egen mulepose 🙂

Du kan sagtens bruge dine rester til den, og den bliver kun endnu pænere hvis du kombinerer flere forskellige stoffer. Jeg har også lavet en hvor de nederste 10 cm er læder. Det giver et helt andet udtryk. Både højde og bredde kan du ændre efter hvad du skal bruge den til.

Der kan sættes navnemærker eller andre symærker på foran på posen. Der er rig mulighed for at lege med bånd og lave sin helt unikke pose.

Material forbrug: 4 stykker stof i målet 32 cm bredt x 41 cm langt. Husk at lægge sømrum til. De to stykker skal være til yderstof, de andre 2 er til inderstoffet.  3,50 meter anoraksnor. Evt noget til stropper, men kan jo også bare laves af stoffet, jeg har valgt lidt læderrester.

Yderstoffet kan du godt klippe som et langt stykke i stedet for som 2, men da mit har op og ned, kan jeg ikke gøre det, da bilerne ellers vil komme til at stå på hoved..Derfor laver jeg vejledning hvor det er klippet i 4 stykker.

Vil du sætte mærkater på forsiden, skal det gøres før du starter med at sy posen.

(Bare lidt leg med hvad man kunne sætte på foran, der skulle så være navn på)

Start med at sætte et par stropper nederst på yderstoffet. Jeg har lavet nogle i læder, som jeg bare har foldet. Du kan også bruge kantebånd eller lave nogen af stoffet. Du skal sætte dem på så de vender indad på stoffets retside. Giv det en syning , så der er hold på dem, og de ikke pludselig ligger skæve.

(strop sat på og stukket fast)

Start derefter med at sy et stykke inderstof og yderstof sammen ret mod ret på den korte led, i den ende som bliver posens top. Siksak derefter sømmen. Det gør du også med de sidste to stykker stof.

(der er nålet så de to stykker kan blive syet sammen)

Når du har siksakket, vender du det om på retsiden og bukker sømrummet ind i foret og stikker en stikning fra retsiden.

(der siksakkes ,og stikkes fra retsiden bagefter)

Læg nu de to yder stoffer over hinanden ret mod ret og sy dem sammen. Det er posens bund.

(Posens bund er nålet og klar til syning)

Sy nu langsiderne sammen ret mod ret. Undlad dog at sy et stykke på midten hvor yderstof og inderstof møder hinanden. ca 2,5 cm til hver side af syningen.

(Siderne syes, dog ikke 2,5 cm på hver side af sammensyningen)

Derved opstår der et hul.. Siksak hver lag for sig, ca 4 cm længere ned på hver side af hullet. Der er ingen grund til at siksakke hele siden, da det ikke bliver at se.  Buk sømmen rundt ved hullet og sæt nåle i.

(Hvert lag er siksakket og sømmene er nålet fast)

Vend sytøjet om til retsiden og stik rundt omkring hullet.

(der syes omkring hullet)

 Selve posen har nu kun en åbning , og det er det inderstof som vil blive til posens bund .

Buk ca 1 cm ind på vrangen hele kanten rundt og sy kanten sammen med en stikning helt ude i kanten.

(Kanten bukkes ind til vrangsiden og stikkes )

Stryg nu posen og den vil se sådan ud.

(Sådan ser den ud nu)

Put nu det øverste stykke ned i det nederste stykke. Sæt nåle i kanten. Nu har du faktisk 2 huller i kanten. (Der hvor du ikke syede)

(Kanten er nålet sammen og du kan se hullerne)

Stik nu kanten 2,5 cm nede. Så bliver det nemlig til en løbegang.

(Her syes en stikning 2,5 cm nede og det bliver til en løbegang)

Nu er tasken færdig og de skal bare trækkes snore i den. Klip de 3,5 meter i 2 stykker. Sæt anoraksnor i en sikkerhedsnål. Jeg har en smart nål til dette formål, men kunne ikke finde den, så det måtte blive sikkerhedsnål. Træk den igennem løbegangen hele vejen rundt, så den kommer ud igen i den samme side som du startede fra.

(Anoraksnor trukket igennem løbegangen og ud igen i samme side)

Nu skal snoren ned igennem stroppen og så bindes enderne sammen med en knude.

(Det ser sådan ud)

Sæt det sidste stykke anoraksnor i sikkerhedsnålen og træk den igennem fra den anden side af posen. Igen hele vejen rundt, så den kommer ud i samme side som du startede i.

(anoraksnor trækkes igennem fra den anden side)

Derefter trækkes den også ned igennem stroppen nederst og enderne bindes sammen med en knude.

(Klar til at binde knude)

Nu er posen færdig.

For at skjule knuderne, laver jeg en lille læderlap og stikker fast med enderne indeni. Du kan også vælge at sætte anorak dutter på eller lade det være som det er .

(Bare til pynt..)

Det giver jo også en lidt pæn afslutning

Det ser fint ud at foret er lavet i noget andet.

Et lille nemt sy projekt.

Rigtig god fornøjelse, og skriv gerne om det er en vejledning der kan bruges..

6 thoughts on “Sy selv en mulepose.

  1. Fin model og så kan man finde materialerne i kludeposen. Kraftigt bomuldsgarn blev brugt til snoren. (Opskrift på nettet)

    1. hej Gerda. Det er nemlig helt rigtigt. Her kan man få brugt alle sine rester, både i garn og stof 😊

  2. Tusind tak 🙂 Dine anvisninger er lige til at gå til… har fået lyst til at lave flere. Min mulepose (bestilling fra barnebarn) blev lavet i genbrugsmaterialer og med hjemmelavet snor af snoet garn.

    1. hej Marianne. ih hvor er det dejligt at høre. Tak for din kommentar 😍 Jeg er sikker på dit barnebarn synes det er en skøn gave at få😘

Comments are closed.