Jeg faldt over et opslag på pinterest, hvor jeg så man kunne lave julekugler ud af papir muffinsforme. De blev virkelige fine og havde en lethed over sig. Det måtte da prøves. Jeg har lavet en lille diy på min måde at lave dem på.
Papirformens bølgende kant giver en flot virkning.
Formene har jeg købt i Søstrene Grene. Du kan også sagtens lave dem i helt hvide, så de ligner snebolde. På nettet kan du ligeledes bestille mange forme i andre flotte farver og mønstre, bl.a hos Bagebixen.dk
Der går 12 forme til en kugle. Der ud over skal du bruge en god limstift og noget snor/bånd.
Formene glattes flad med bagsiden udad og foldes samtidigt på midten. Er de hvide har det ingen betydning, men når de som her har farve på ydersiden, skal de glattes med bagsiden udad.
De bliver ikke helt glatte, og det gør ikke noget.
Smør lim på den halve cirkel og læg en anden ovenpå. Der skal ret meget lim på, da det tørrer ind i papiret. Samtidigt er papiret imprægneret med noget, så limen kan ligesom glide af. Især langs den bølgende kant og langs den lige linje skal der godt med lim på. Et lille tip: Start med at sætte dem sammen fra den røde pil og ned langs den lige kant, så du har noget at styre efter.
Grunden til jeg folder dem, er at det bliver nemmere at lime dem nøjagtig sammen, da du netop nu har den lige kant at styre efter. Smører du lim på hele formen, er det ikke nemt at få den lagt lige ovenpå den næste.
Fold formen ud og smør lim på den anden side, og pres dem sammen fra midten og ud efter. Efter at have lavet en del, fandt jeg ud af at det er nemmest hvis du glider med fingrene fra midten og ud til kanten
Du ender nu ud med en ret flad muffinsform hvor der er farve på begge sider. Læg dem evt i pres under noget tungt lidt tid. Dem laver du 6 af. Skulle det alligevel været skredet lidt undervejs, så de ikke ligger 100 % ovenpå hinanden, kan du nemt klippe kanten ren. På billedet kan du se den hvide bagside lidt ved den jeg holder på. Det er kun 1 mm og klippes blot af.
Læg de 6 forme ovenpå hinanden. Sæt din symaskine på de længste sting og sy igennem alle lagene ved at ramme den tidligere foldelinje, som lige kan skimtes.
Bind knude for enderne, giv det lidt lim og klip trådene af. Fold kuglen ud til og sæt snoren fast med en lille bitte klat lim fra en limpistol.
Jeg sætter 2 snore ind fra hver side af kuglens midte, altså så der er 6 sider imellem de 2 snore, for så kommer den til at hænger helt lige og jeg kan godt lide at ophænget er lidt markeret. Men du gør lige som du har lyst til.
De bliver ret store, afhængig af hvor stor din muffinsform selvfølgelig er, men det er så fin en størrelse til at hænge op i vinduet, eller som her på en gren fra haven.
Håber du kan bruge min lille diy