Nogle gange vil man gerne sætte tynde stropper på sin top, måske lave en effekt med flere stropper og noget bar ryg med kryds af stropper. Men det skal måske helst laves i det samme stof som toppen. Så kan det være svært at få stroppen så tynd som man nu gerne vil have den. Her kommer et trick som jeg lærte af en lærer, da jeg gik til syning i ungdomsskolen. Faktisk havde jeg helt glemt teknikken, indtil jeg opdagede hvor moderne det er blevet med tynde stropper. Jeg er ved at sy en top hvor jeg netop vil have noget kryds-effekt, billede bliver lagt op senere.
Hele tricket består i alt sin enkelthed af en kedel. Så jeg måtte en tur ned på genbrugen og fandt en gammel svend til 15 kr. Grim, men den skal ikke bruges til andet end stropper. Der ud over fandt jeg en nål som jeg havde købt for længe siden. Den er beregnet til at trække elastik igennem en løbegang, men den kom også i brug. Har du brug for at forstærke stroppen, er det en god ide med noget skulderbånd.
Her er det jersey jeg bruger. Derfor bliver strimmel bare klippet lige på bredden af stoffet. Du kan sagtens bruge samme teknik ved faste stoffer, men der skal du klippe den på skrå, 45 grader på stoffets bredde.
Klip strimlen ca 4 cm bred. Bredden kommer sig ikke så nøje, da den bliver klippet til bagefter.
Sy nogle prøver på din maskine, hvis du er i tvivl om hvilken syning der er mest elastisk på din maskine. På min fandt jeg ud af at det er nr 7. En søm jeg ellers aldrig bruger, men det viste sig at være den der var mest elastisk. Du finder ud af det, ved at trække i sømmen, og den skal virkelig kunne give sig temmelig meget.
Fold din strimmel og sy nu helt ude i siden, ca 1 cm fra kanten. Sørg for at du har en ret lang sytråd før du starter, eller også skal du slutte med at have en lang sytråd. Bare du har en lang snor, så er det ligegyldigt i hvilken ende. Når den er syet klipper du det overflødige væk, helt ind til sømmen, men pas på du ikke kapper sømmen.
(her er syningen lavet, og der klippes ind til sømmen)
Nu tager du den sjove nål og binder sytråden fast til den og putter den igennem strimlen. Gør det lidt forsigtigt , indtil du lige får startet. Hjælp evt lidt til med at få vendt enden indad.
(Tråden bundet til nålen og puttes indeni strimlen)
(Stroppen er vendt)
Nu skal kedlen i brug. Fyld vand i den og bring det i kog. Den skal koge så meget at det damper en del ud af tuden. Hold nu strimlen hen over tuden og træk lidt i den samtidigt med at du fører den fra den ene side til den anden side. Pas på du ikke brænder dig, dampen er meget varm.
Du vil nu opdage at strimlen er blevet noget længere og noget tyndere, og nærmest lidt rund i det. Nu er stroppen i princippet færdig og kan sagtens bruges som den er. Jeg har lavet stropper på denne måde til chemiser og tynde undertoppe. Men hvis du skal bruge den i lidt mere tungt stof og er nervøs for om den kan briste af det træk der vil komme i den, kan du forstærke stroppen. Det gøres ved at du trækker en skulderbånd igennem stroppen. Skulderbånd er i sig selv ret tynd, så den kan sagtens være indeni stroppen. Du sætter bare skulderbåndet ind i nålen og trækker den igennem stroppen.
(Skulderbånd i nålen og træk den igennem stroppen. )
Stroppen bliver i princippet så tynd at når du syer den på, skal du være meget opmærksom på at syningen får fat i stroppen. Derfor syer jeg den ofte også lige fast med par sting i hånden, som ekstra sikkerhed.
Stroppen er færdig og den er ca 5 mm tyk. Tyndere tror jeg næppe man kan lave den ;-). Så er det bare om at komme i gang med nogle fede toppe som signalerer sol og sommer 🙂
Det er smart, tak for du viser det 💐 ved du hvor man kan købe den smarte nål? 🌻
Selv tak. Jeg tror jeg har købt den i stof og stil. 🙂
Tak for endnu en rigtig god vejledning. Jeg har fulgt din blok et stykke tid nu, og syntes den er rigtig god. Du har mange smarte “tricks”, som du gladeligt deler ud af, det er virkelig dejligt. Tak for det 🙂
Hej Kira. Tusind tak for din søde kommentar. Det gør mig sørme glad at du skriver sådan. 🙂
Tak for at du deler gode tricks med os. Må i gang med sommertøjet 🌞🌹🌷
velbekomme. Ja , hvis man skal nå at have lidt glæde af det i år 😉
Tak for gode tips, som jeg læser med stor interesse. Selv for en garvet syer er der altid nyt at lære😊
velbekomme. Ja det er netop det spændende ved at sy 😉
Tusen takk for kjempegodt tips og god forklaring både i tekst og bilder. Nå løste du et stort problem for meg. Ha en god dag med hyggelig søm og masse sol👍
Jamen jeg siger sørme også tak 🙂 og også god dag til dig.
Tusinde tak for rådet – jeg har lige fået en bestilling på en kjole med spaghetti stropper – søgte på dette og fandt dig. Selvom jeg har lavet masser af den slags stropper har jeg aldrig kendt til din smarte metode – især er jeg glad for tricket med båndet. Jeg lavede engang kjoler hvor stropperne bare blev længere og længere for hver gang man havde dem på – så kunderne kom ind og fik dem forkortet engang imellem 😀
Hej Helene. Selv tak. Dejligt at du kan bruge det.
Tak for endnu en god artikel. Har du et eksempel på bloggen, hvor du har brugt sådan en strop?
Hej Sussie. Mange tak
Det er godt nok smart. Jeg er dog lidt i tvivl om jeg forstår hvad du mener med 45 graders vinkel når det er faste stoffer? Jeg er relativ ny i feltet og er ved at sy en kjole i satin, som jeg gerne vil give tynde stropper som den du har lavet.
Hej Simone. Når du laver tynde stropper i fast stof, skal du klippe på skrå af trådretningen. Stoffet vil derved kunne give sig, og stropperne vil blive mere tynde, end hvis du klippede efter trådretning. Jeg kan lægge et billede ind senere hvad 45 grader er på stof, da det er lidt svært at forklare. Men ellers er forklaringen at hvis du f.eks har en firkant hvor alle sider er 20 cm, så er alle hjørner 90 grader.(firkanten skal forestille dit stof) Tager du så og tegner en streg fra 1. hjørne til 3. hjørne, så vil den nye streg være 45 grader i forhold til firkanten. Det er den nye streg som så symboliserer din retning når du klipper på stoffet. Håber det giver lidt mening 🙂
Hvad hedder den nål du bruger
hej Lene. Den hedder en elastik-nål. Men den er rigtig god til flere ting end blot elastik😉 Den kan købes i Stof og stil og ligger her i link https://www.stofogstil.dk/sytilbehoer/naale/synaale-/-stoppenaale/elastiknaale-ass-str-2stk
Kan man ikke bare bruge dampstrygejern eller sin elkedel?
Hej Ditte. Elkedel er helt sikkert en god mulighed. Hvis dit dampjern kan give en masse damp koncentreret ud, så kan du også sagtens bruge den. Men du skal ikke bare stryge stroppen med jernet, så bliver stroppen flad, og i dette tilfælde vil den så virke bredere og ønsket med indlægget er at vise hvor tynde stropper man kan lave. Med elkedel eller almindelig kedel risikerer du heller ikke så nemt at brænde dig, da dampen kommer ud et lille koncentreret sted, hvor det ved et dampstrygejern som oftest kommer ud af en del huller. Håber det giver mening hvad jeg skriver 😁
fantastisk! tusind tak for at dele det. NU skal der laves spaghetti 🙂
Hej Maria. Mange tak for din kommentar og rigtig god sy-lyst 😍
Hej
Har du et smart trick til, hvordan man nemmest forkorter en strop på en kjole (den er med tiden blevet for lang).
Skal lige sige, at mine sy skills er lig nul🤭🥴
God dag
Susan
hej Susan. Den nemmeste måde at afkorte en strop er at lave en fold på bagstykket. Lav den helt nede ved kanten af kjolen, så man faktisk ikke kan se at der er en fold. Giv den en syning hen over kanten og så evt en mere lidt længere nede, så den ikke vipper op.