Genbrug af skjorte til en sød nederdel.

Nederdel efter Onion nr 3035.

Man kan næsten ikke få for mange nederdele. Dette mønster fra Onion er i retro stilen, og den er jeg ret vild med. Den er i A-facon med skrålommer og formskåret talje. Den kan laves med et læg midt for og med lommeklapper. I starten ville jeg lave den med lommeklapperne, men da mit stof er ret kraftigt, gik jeg alligevel hurtigt fra det igen. Lægget foran gør den lidt speciel.http://www.onion.dk/

Der medfølger en sy vejledning som er temmelig udførlig, men jeg har valgt at lave min egen og måske kan den hjælpe dig hvis du går igang med mønsteret. Stoffet jeg har valgt er en vævet vare med en del stræk i. Faktisk er det bagsiden af stoffet som jeg bruger som retside. Det er forholdsvis kraftigt stof, men med et lidt tungt fald. Jeg tænker det er en vare med en hel del polyester i. Jeg har lavet den i en str 40, da jeg har gået ud fra taljemålet. Den sidder rigtig fint på mig og jeg har ikke foretaget mig nogen tilretninger undervejs.

Start med at klippe delene ud efter klippeplanen. De 2 taljestykker klippes i strygelærred, hvorefter de stryges på stoffet. Lommedel nr 6 klipper jeg i foerstof, da det gør lommen lidt tyndere og gør at lommen falder pænt.

Sy indsnittene på for og bagstykkerne. Pres dem ind mod midten.

Sy lommedel nr 6 i foer på forstykkets lommeindgang ret mod ret. Her vælger jeg samtidigt at sætte et stykke skulderbånd på, for at forstærke lommen og forhindre den i at flane. Vend derefter lommeposen om på vrangen og hold den på plads med nåle. Stryg den.

(Billede 1 viser lommeposen med skulderbånd, billede 2 viser den vendt til vrangen)

Sy nu lommedel 5 på, ret mod ret på lommeposen.

(Fra vrangen ser det sådan ud)

(Og fra retten ser det sådan ud)

Fold forstykket i midt for og tegn en kridtstreg efter markering til lægget. Sæt godt med nåle i og sy med almindelig stinglængde fra nederdelens taljekant til markering. Hæft ende.

(Der er syet ned til min finger på forstykket)

Derefter sætter du stingene til længst muligt og syer resten ned langs kridtstregen til bunden. Du skal IKKE hæfte ender. Det er en søm du senere piller op igen, så den virker bare som en ri syning , så det er lettere at folde lægget.

fold nu wienerlægget , så læggets stof fordeler sig ens  ud til hver side af midt for, Sæt lægget fast med nåle og pres godt.

(Det ser sådan ud fra vrangen)

Sy nu en stikning øverst på forstykket for at holde både lommer og læg på plads. Den bliver senere skjult af belægningen.

(En stikning for at holde lomme og læg på plads)

Næste trin er at lynlåsen skal sættes i. Sy sømmen midt bag på bagstykkerne ret mod ret , fra lynlås markeringen og ned. Sy med 1 cm sømrum, så skulle det nemlig komme til at passe med at sy skjult lynlås i på den efterfølgende måde. Pres sømrummet fra hinanden.

(Der er syet fra lynlåsmarkering og nedefter)

Sæt lynlåsen fast langs den ene side , så lynlåsen flugter med kanten, retside stof mod retside lynlås. Jeg bruger en lynlås trykfod til det og syer ret langt ude i kanten. Det er faktisk bare for at gøre det lidt lettere senere at sy en stikning tættere på lynlåsen. Sy ca 1 cm længere ned end hvor bagstykkerne er syet sammen.

(Den ene side bliver syet fast med en stikning yderst) 

Sæt lynlåsen fast i den anden side på samme måde. Start overfor den anden syning.

(Sytøjet er drejet en gang så det er nemmere at sy den anden side)

Lyn nu lynlåsen op og vend skyderen ned i det lille hul der er nederst .

(hullet er nede ved min øverste finger og skyderen puttes ned i hullet)

Tag fat i skyderen og træk lynlåsen det sidste stykke ned.

(Svært at se, men ved det første billede kan man lige skimte skyderen. Tag fat i den og træk lynlåsen det sidste stykke ned)

Skift trykfod hvis du har en trykfod der er beregnet til skjult lynlås. Sy nu en stikning så tæt på lynlåsen som muligt, uden dog at sy i den. Slut præcis ved første sting på sammensyning af midt bag.

(Der syes nu med en trykfod til skjult lynlås)

(Der er nu 2 syninger på lynlåsen)

Gør det samme med den anden side af lynlåsen. Det er vigtigt at du starte lige over for tidligere syning, altså i samme højde som sidste sting. Stop skyderen tilbage i det samme hul som tidligere, nu bare den anden vej. Når du kan få fat i skyderen, trækker du i den og lyner lynlåsen til.

(Skyderen er trukket frem igen og lynlåsen kan lukkes)

Nu skulle det gerne se sådan ud.

(Lynlåsen er helt skjult)

Nederdelen kan nu syes sammen i siderne ret mod ret.

(Sidesømmen kan syes)

Sy belægningernes sidesømmesammen , ret mod ret og pres sømrummet fra hinanden.

(Klar til at blive syet sammen)

Sæt belægningen på nederdelens talje med nåle. Sørg for at belægningen går 1 cm ud over lynlåsen til start og slut.

(Belægningen er nålet fast)

Sy  belægningen fast i øverste kant med en syning. Fold derefter alt sømrum op i belægningen og giv det en stikning .

(Sømrummet presses op i belægningen og stikkes fast.)

Fold belægningen ned igen, så den ligger ret mod ret på nederdelen og stik den fast langs lynlåsen i begge sider.

(Belægning bukket ned , og så vender jeg sytøjet så jeg kan se hvor tidligere syning er og forsøger at komme ret tæt på den)

Vend belægningen om til nederdelens vrangside.

(Så ser det sådan ud)

(Og sådan fra retsiden)

Nu er belægningen i princippet færdig, men den har en tendens til at krybe op og derfor giver jeg den nogle sting forskellige steder. Man kan give en syning i sidesømmene.

(belægningen kan syes fast i sidesømmen)

Det gøres fra retsiden lige ned i sammensyningen. Bare et par sting frem og tilbage på maskinen. Det bliver nemlig slet ikke at se.

(Har sat et par pile på billedet, imellem dem er der en syning, helt skjult)

Sådan kan du gøre alle de steder hvor du syntes der er brug for en syning for at belægningenikke kryber op. Jeg gjorde det også ved alle indsnit.  Til sidst skal nederdelen lægges 2 cm op og presses godt.

Nederdelen er færdig.

Lommerne er rigtig fine på nederdelen og du kan sagtens bruge dem. De kommer nemlig ikke til at flane, da de er forstærket med skulderbånd.

Og så lige et billede hvor den er på.

Den sidder også rigtig godt bagpå.

Håber du får lyst til at sy denne nederdel og kan få lidt ud af den vejledning som jeg har lavet. Rigtig god fornøjelse.

 

 

 

2 kommentarer

  • Anita Pjengaard

    Det er en fornøjelse at følge din bog. Hvor er du dygtig og ikke mindst flittig

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sygal

      Hej Anita. Tak, men syntes nu ik jeg er så flittig

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Genbrug af skjorte til en sød nederdel.