Mønster på mormortrusser.

Førhen syede jeg altid min families og mit undertøj. Men af en eller anden årsag begyndte det at glide lidt i baggrunden for mange andre projekter. Måske også fordi pigerne på et tidspunkt kun ville bruge Bjørn Borg undertøj 😉 Men for lang tid siden købte jeg i Videbæk nogle rester med henblik på at skulle igang igen med trusser. Jeg købte ved et lagersalg en hel rulle elastik med blondekant, så nu havde jeg også hvad jeg skulle bruge. Stoffet er meget elastisk og jeg tænker det er en lycra af en art. Super fin til trusser. Heldigvis viste det sig at mit mønster fra tidligere trusser var gemt og ikke smidt ud. Det er et mønster som jeg har tegnet efter et par gamle trusser og derefter rettet til.

Mormortrusser eller ej, så er det bare verdens bedste trusser…Man kunne også sagtens lave dem i blonde, eller indsætte noget blonde, og så gøre dem lidt mere feminine.

Du får mønsteret her. Det er lige til at printe, du skal bare sørge for at tjekke at den lille firkant holder mål. Som oftest betyder det at du skal vælge faktisk størrelse på din printer.

Vil på forhånd undskylde min dårlige tegning, men jeg har ikke udstyret til at gøre det anderledes. Det er en str m og jeg vil mene det dækker over str 38-42. Mønsteret kan nemt gøres lidt større ved at lægge lidt til i sidesømmen. Mønsteret er uden sømrum.

mønsteret ligger her i link :

Det smarte ved mine trusser er at du ikke behøver have en syning nederst i trussen, heller ikke i bag. Mønsteret er så og sige ud i et. Du kan sagtens lave en syning hvis du f.eks bruger rester og ikke har nok stof. Men de bliver super gode uden syning og helt usynlige under tøjet. Laver du så også alle kanter i klar elastik, kaldet englehud, så får du ikke trusse der er mere diskret under tøjet. Men jeg syer dem med blondeelastik, så det er nemmere for dig at se hvad jeg gør. I øvrigt bestemmer du selv hvor lang skridt-delen skal være på din trusse. Det er bare at tegne den længere.

Materialevalg: Jersey med lycra, eller andet strikstof der er egnet til undertøj.  En rest jersey til skridt-delen og noget smalt elastik.

Sy vejledning:

Klip mønsteret ud i stoffet. Jeg klipper med 1 cm sømrum alle steder, undtaget skridt-delen. Den bliver klippet uden sømrum.

Her kan du se at jeg bare lægger for og bagstykke mod hinanden, så der ingen søm kommer i skridtet.

I jersey klippes skridt-delen.

Sæt skridt-delen på trussen, vrang mod vrang. Skridt-delen går 1 cm fra kanten på trussen, da den er klippet uden sømrum.

Alle syninger skal være meget elastiske, så jeg bruger flere forskellige syninger undervejs. Men de er alle meget elastiske.

nr 3 og nr 8 er meget elastiske søm på min maskine.

Sy skridtdelen fast med en syning som går ud over kanten på delen. Jeg bruger en trestings siksak.

På den måde får du dem tyndest muligt og uden en tyk kant.

Sy trussen sammen i sidesømmene, ret mod ret.

her bruger jeg nr 8 som er en ekstrem elastisk søm. Du skal ikke gøre noget ved kanterne. Det vil kun fylde. Det smarte ved denne syning er at når du trækker lidt i stoffet, deler sømmen sig lige så fin til hver sin side.

Nu ser trussen sådan ud

Nu skal du have sat elastik på alle kanter. Start med at lave en prøve så du får føling med hvordan det arbejder. Jeg kan godt lide en trusse som ikke sidder for stram. Derfor trækker jeg næsten heller ikke i elastikken når den bliver syet på.  Start i bag på trussen og sæt elastikken på kanten med en trestingssiksak på trussens retside. Jeg starter med at give  elastikken et knæk og syer den hele vejen rundt og slutter med at give elastikken igen et knæk.

Nu ser trussen sådan ud.

På samme måde gør du i begge ben. Start i siden af trussen. I skridtet får du ikke syet jersey-delen fast i denne omgang, men når du vender elastikken og syer en stikning bliver den syet fast.

Nu ser den sådan ud.

Vend nu elastikken om til vrangen og sy fra retsiden en trestingssiksak .

Så kommer kanten til at se sådan ud.

Og nede i skridtet ser det sådan ud fra bagsiden.

Og når du har gjort det på alle kanter, ser trussen sådan ud og er færdig..

Det er en super god trusse. Og jeg er selvfølgelig nødt til at lægge et par billeder op af dem hvor de er på mig. Jeg kan godt forstå hvis folk ikke kan forholde sig til et fladt stykke tøj 😉

Nogen model er jeg jo ikke, og kan heller ikke rende fra min alder 😉 men det ønsker jeg såmænd heller ikke…

Håber i kan bruge mønsteret og rigtig god fornøjelse.

66 thoughts on “Mønster på mormortrusser.

  1. Tak for et godt mønster du har lagt her de skal prøves og måske udvides til lidt større, men tak for dem

    1. Hej yvonne. Tak for din besked. Jeg vil i weekenden forsøge mig med str 44-46. Bliver den godkendt , kommer den ind på bloggen

      1. Det glæder jeg mig til, for jeg er en stra 44/46. og de ser ret gode ud i modellen
        – også selvom jeg desværre ikke er mormor endnu

  2. 1000 tak for dette og alle de andre indslag. Er SÅ glad for at du er så gavnmild og deler med os andre. TAK!

  3. Tak for et godt mønster og ditto god sy-vejledning , efter mange års sy-pause er jeg kommet i gang igen:)

  4. Tak, fordi du deler dit mønster. Jeg har lige syet trusserne op i prøve, de sidder godt og minder om de Dranella-trusser, man købte sidst i 1980’erne og nogle år frem, og som lå i klare plasticbokse. Det var måske verdens cooleste undies – jeg havde dem i pink, fersken, melon, sort og den skrappe 80’er-grønne – så jeg synes faktisk ikke, der behøver være så meget mormor over det her!

      1. Ja, hver generation har jo nok sin idé om, hvad der er mormoragtigt. Og sådan skal det være. Der var også toppe (a la Sloggi) og undertrøjer i Dranella-serien, men trusserne var bedst. MVH Bodil

  5. Tak for fin mønster har lavet 3 par og de sidder rigtig godt havde lavet hipster efter eget mønster Hvad gør du hvis maskinen springer sting over i stræk stoffer har rodet nettet igennem efter tips Det er min datters maskine den vil ikke sy i strækstof uden den springer sting over Har prøvet forskellige instillinger og både stræknål og jerseynål men det dur med papir under måske du har et fif jeg ikke har prøvet
    Venlig hilsen Irena Aae

    1. Hej Irena. Dejligt at høre. Alt efter hvilket stof jeg syer i, kan jeg også have problemer med at den kan hoppe sting over. Men jeg har fundet ud af at de nåle der hedder microtex kan hjælpe.

  6. Hej tak for svar med hensyn til symaskine som springer sting ved jersey stoffer og mega elastisk stof. Jeg har microtex nåle, men fik at vide de kun var til fast stof, men vil da lige prøve med dem. Vi er begyndt at sy undertøj så synes det var lidt ærgerligt for min datter hvis ikke hun kunne bruge sin nye symaskine til det hun har fået min gamle Husqvarna Viking 1200 og den kan sy i det men er så tung at bære og den holder ikke evigt den er 25 år
    Venlig hilsen Irena

    1. hej Karina. Du skal som sådan ikke downloade det. Du trykker blot på side 1 (der hvor teksten er fremhævet) og printer den, derefter side 2 og printer den, det samme gør du med side 3 og side 4. Du skal blot kontrollere at din printer udskriver i faktisk størrelse og så tjekke den lille firkant, at den passer i mål. Rigtig god fornøjelse og skriv endelig igen hvis det ikke lykkedes for dig😊 hilsen Gitte

  7. Hej,
    Jeg vil rigtig gerne lave disse trusser, men skal bruge en str small. Ved du ca hvor meget jeg skal trække fra? Er det nok at undlade at lave sømrum tror du?
    Vh RIkke

    1. hej Rikke. Jeg tror det vil være rigtig fint at undlade sømrum, så vil jeg mene du er nede i str Small. Dog tror jeg du er nødt til ikke at gøre det nede ved skridtet, for ellers kunne det stykke blive for smalt. Trussen er sådan en lidt stor model, forstået på den måde, at den sidder ikke og snærer nogen steder ind i huden. Så du vil måske være lidt overrasket over størrelsen når du lige ser den, men til gengæld giver den overhoved ingen buler nogen steder 😊 Også lidt derfor den bliver kaldt mormor trusse, for den ser i første omgang ikke spor sexet ud 😂 Den sidder til uden at stramme. Jeg hører meget gerne fra dig hvordan det går 😊

    1. Hej Birgit. Jo den er go nok, disse her er mormortrusser 🤣Der findes ingen officiel definition af mormortrusser. Min opfattelse af mormortrusser er trusser med et lavt bensnit, rimelig høj talje, ingen dikkedarer,snusfornuftige og ret kedelige. Ja sådan nogen min mor på 76 går med 😂 Hvis du googler ordet, kommer der mange billeder frem som ligner mine. Du har sikkert ret hvis du tænker på de trusser min mormor gik med, kan huske de var med ben. Meeen det er så lige 40 år siden ca. Med den udvikling der er inden for lingeri, så går disse bestemt under betegnelsen mormortrusser 😆 Men lad os kalde dem hvad vi vil, dejlige i brug er de i hvert i fald 😊

    1. hej Hanne. Mønsteret skal du bare printe ud. Du skal tjekke den lille firkant på den ene side, den skal måle 5 x 5 cm. Gør den de, har du printet i det rigtige mål. Jeg er lidt i tvivl om hvad du ellers kan mene med mål på mønsteret. De passer en str 38 til 42, afhængig af dit stofs strækprocent. Hvis du har andre spørgsmål, så skriv endelig igen 😃

      1. Hvis du ser dit mønster på simpel sommertøj, så står der cm. mål ned langs nogen af siderne.
        Det gør der ikke på trusserne.
        Jeg har desuden lavet 3 snoet hårbånd efter din anvisning, nemme og sjove at lave samtidig har de et meget professionelt look, tak

        1. hej Hanne 😊 nåh.. det var det du mente👍 Jamen det er fordi sommertoppen skal du selv tegne op på papir, derfor mål. Trussernes mønster kan bare printes, så du slipper for at selv tegne dem op. Håber det giver mening. Det burde i grunden også stå i indlægget at du blot skal printe, jeg nær læser det lige og rettet hvis det er smuttet. uh det lyder sørme dejligt med hårbåndene 😘 Jeg bliver altid glad over at høre når folk bruger mine indlæg, så tak for det😊

  8. Hvor er det en fin gennemgang, jeg kunne virkeligt godt tænke mig at prøve det at. Men jeg får en serverfejl når jeg forsøger at downloade mønsterdelene. Jeg prøvede istedet at hente den større model som jeg tænkte jeg måske kunne skalere ned, men der kunne jeg kun hente første side og fik fejl på de tre sidste sider.

    1. hej Sarah. Jeg har lige prøvet at være inde på indlæggene og jeg kan heller ikke få dem til at virke 😒 jeg ved ikke lige hvad der er i vejen, men jeg får kigget på det i aften eller i morgen. Beklager rigtig meget, men jeg er så glad for at du lige har gjort mig opmærksom på det. Jeg vil forsøge at lægge dem ind igen og sådan at du kun skal downloade en gang for hele mønsteret.

  9. Hej Gitte.
    Ta for gode mønstre og vejledninger. Jeg kan ikke printe Mormor trussen ud, den siger der er en fejl.. Kan du hjælpe?
    Mvh. Conny Mai

    1. Hej Conny. Mange tak for din kommentar 😊 Beklager meget at flere indlæg ikke duer i øjeblikket. Bloggersdeligt siger det er pga deres overflytning af Bloggerspoint. Så det er hos dem, det driller, men bevirker at mange af mine ældre indlæg ikke virker. Det har nu stået på i en uge og de har fået 2 mails fra mig hvor jeg beder dem om at løse det. Desværre er der intet jeg kan gøre, ud over at væbne mig med tålmodighed. Jeg håber i starten af ugen at det er oppe at køre igen. Men jeg prøver lige om jeg kan sende mønsteret på mail til dig

    1. Også en rigtig god ide 👍 ellers kommer der i aften et indlæg på trusser hvor jeg på ny har lagt mønster ind, da jeg siden indlæg er blevet lavet, har fundet ud af at lægge de 3 sider som mønster fylder sammen til et link 😊

  10. Håber at få mulighed for at udskrive mormortrusserne, som klippes i et stykke. Ønsker str. 38.

    1. Hej Marianne. Jeg laver den som sådan ikke i andre størrelser. Men du kan sagtens lave den lidt mindre. Min yngste datter bruger str 38 og til hende laver jeg den blot uden sømrum i siderne ( men kun i siderne) Modellen er lidt stor, men det er faktisk hele pointen i den. Det gør den sidder så pænt og ikke på noget tidspunkt kravler op 😁 Samtidigt giver den ingen dumme kanter hvor huden buler 😉 Så lad dig ikke forskrække af at den ser lidt stor ud når du får den printet. prøv at sy et par op i noget rest stof og så kan du altid rette til ved den næste. Rigtig god fornøjelse 😊

  11. Tak for tippet. Jeg har syet mit første par ud fra egen skabelon og det var aldrig faldet mig ind før jeg læste din beskrivelse. Det er jo så nemt!! Nu skal de lige prøves på en dags tid og hvis alt går vel så skal der produceres en stak!!

    1. hej Isabella. Håber de bliver gode, ellers må de justeres lidt til det næste par 😁 Rigtig god fornøjelse

  12. Syede mit første par i går aftes 🤩. Skal lige have lidt ekstra sømrum, men ellers en super trusse, der har klaret en ultimativ test her til morgen: løbetur, helt uden at den kravlede nogen steder hen 🎉

    1. Hej Nina. Ej hvor er det dejligt at høre, jeg synes også selv det er de bedste trusser. Ikke noget værre end at de kravler, når man nu selv er ude og løbe 😂

  13. Tusind tak for en fin gennemgang. Jeg har printet mønstret på mormortrussen ud, men kan ikke lige finde ud af det. Som jeg ser det er der en ekstra side med bagstykke på ( s. 3) Kan det passe?

    1. Hej Liselotte. Nej side 3 skal sættes sammen med side 2. Prøv at lægge alle 3 sider ved siden af hinanden. side 1 først derefter side 2 og tilsidst side 3, sådan skal de limes sammen. Beklager at jeg ikke lige har vist et billede af det. Det plejer jeg som regel. Jeg kan se der burde stå tilsætningslinje på side 2 og det gør der ikke. Jeg retter det så snart jeg kommer til mit mønster.

    1. hej søde Doris. Hvor er det dejligt at høre at de også passer dig. Nej det har jeg faktisk ikke prøvet, men jeg har en hulens masse foldeelastik, så det skal jeg da have prøvet af 👍

  14. Tak for en god guide som sædvanligt. Du har en smuk krop, og glad for at du tør vise den frem. Jeg skal bare i gang med de lækre trusser

    1. hej Janni. Åh hvor er du da sød. Der er så godt nok lige røget 5 kg på siden det indlæg blev lavet, øv øv. En overgangsalder kom lige ind over 😢, men jeg har nu ikke opgivet at tabe dem igen. Trusserne passer stadig trods lidt mere sul på kroppen 😜

    1. Hej Janni. Du kan blive nødt til at holde lidt på elastikken, altså trække lidt i den. Men pas på, man kan hurtigt komme til at trække for meget i den og så vil det give buler gennem tøjet når du har trussen på. Jeg vil tro det er enten dit stof der ikke indeholder nok elastan, eller din elastik der ikke er elastiks nok. Det er altid godt lige at lave en lille prøve i noget af det stof som man klipper fra som affald.

  15. Bare en liten test for å se om jeg får lov til å skrive her, så kommer jeg eventuelt tilbake med en mer fyldig kommentar vedrørende mormortrusene.😉😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.