Min nissepige. Del 1

Min nissepige. Nu skal hun klædes på. Del 2

For noget tid siden syede jeg en nissepige. Du kan printe mønsteret til hende gratis i dette indlæg  . Nu har jeg så også fået tegnet mønstre til tøj til nissepigen. Det blev godt nok til rigtig mange billeder, så jeg bliver nødt til at vente med forklaring til sko og hår. Det må blive i del 3.  I dette indlæg får du mønstrene til hendes tøj. Hendes tøj består af marmelukker, underskørt, kjole og forklæde. Stofferne er købt forskellige steder, da de fleste er rester fra andre projekter. Min nisse og tøjet er udelukkende beregnet til pynt. Hvis det skulle bruges til leg, ville jeg ændre på nogle ting for at gøre det mere holdbart.

 

Mønstrene er generelt uden sømrum, men det skulle gerne stå på dem. Jeg nævner ikke noget om at siksakke, da det skal du gøre undervejs, efterhånden som sømmene syes. Du skal generelt sy med meget små sting. Jeg tror min  maskine står på knap 2. I rundinger skal den måske endda sættes ned til mindre.

Mønster til marmelukkerne ligger her til print : marmelukker

Du skal selv lige forlænge mønsteret. Husk at lægge 5-7 mm til som sømrum. Det er ingen fordel at lægge mere til, tværtimod bliver det sværere at sy de små dele med større sømrum.

Klip 2 stykker lagt til fold. Jeg klipper bare lige op midt i bukserne og tegner en buet søm. Når denne søm syes tilsidst klipper jeg så sømrummet ned.

Start med at sy sidesømmene sammen på bukserne.

Sæt nu blonde på buksebenene. Sy det på ret mod ret. Buk om til vrangen og sy en stikning i kanten af bukserne.

Nu skal der syes elastik på kanten på vrangsiden. Jeg bruger en helt almindelig elastik og trækker i den alt det jeg kan. Sørg for at starte et godt stykke inde på elastikken, så du har den at holde i, når du påbegynder syningen. Ellers kan det hurtigt ædes ned i symaskinen og så har vi balladen.. Jeg syer med en siksak.

Sy derefter buksernes indvendige søm. I bunden syer du det i en blød bue. Husk at her skal du have sat maskinen til at sy med bitte små sting. Klip forsigtigt et par små hak i bunden, men pas på du ikke klipper i syningen.

Vend bukserne om til retten og buk 2 cm ned i taljen. Sy en løbegang og træk et lille stykke elastik igennem.

Så er marmelukkerne færdige

Nu gælder det underskørtet. Mønsteret finder du her til print: underskort

Der klippes 2 dele til fold.

Læg de 2 dele sammen ret mod ret og sy sidesømmene. Vend skørtet om til retsiden. Buk den øverste kant ca 2 cm ned og sy en løbegang. Træk et lille stykke elastik igennem. Skørtets nederste kant bukkes smalt op 2 gange og stikkes. Skørtet er færdigt.

Jeg fandt så senere ud af at jeg ikke kunne lide underskørtet da stoffet ikke rigtig passede til kjolen. Derfor blev der syet et andet underskørt.

Nu skal kjolen syes.

Mønsteret til kjolen kan printes her: nissekjole

Overdelen på kjolen syes i dobbelt lag stof.

Start med at sy skuldersømmen sammen på for og bagstykke. På billedet til venstre ser du hvordan det ser ud. Det gør du  på begge stykker. Så du ligesom har 2 ens overdele.

Læg de 2 overdele sammen ret mod ret og sy langs midt bag, rundt i halsen og derefter ned langs den anden midt bag.

Klip små hak rundt i halskanten og vend overdelen om til retsiden. Sæt nålen i kanten og stryg det, derefter kan nålene fjernes. Overdelen ligger nu dobbelt.

Tag nu ærmerne. Sæt en nål i midten af ærmet i buen og 2 nåle 2 cm fra siderne. Sy en stikning ca 2 mm inde på ærmet fra den yderste nål til den anden yderste nål. Sørg for at der startes med en lang tråd og sluttes med en lang tråd.

Træk i tråden så det rynkes ind og passer til overdelens ærmegab

Sy ærmet på overdelen ret mod ret. Nålen i ærmet skal passe med skuldersømmen i overdelen.

Sy den anden ærme på samme måde. Derefter skal der sættes elastik i ærmekanten nederst. Siksak først kanten. Derefter skal du bruge et stykke blonde elastik.

Sæt den på nederste kant ret mod ret ( altså på forsiden af stoffet ). Start med et stykke elastik, så du har noget at holde i, da stoffet ellers kan trækkes ned i symaskinen.

Træk nu alt hvad du kan i elastikken og siksak imens.

Vend elastikken om til vrangen og hold den på plads med et par nåle

Sy nu overdelens sidesøm, derefter langs med ærmet og over blondeelastikken.

Først derefter klipper du det overskydende elastik af.

 Jeg synes det er for småt til at lave knaphuller i bagstykket, derfor syer jeg blot 2 trykknapper i og ovenpå sættes knapper for at skjule syningen.
Sy nu underdelens sider sammen ret mod ret.
Vend underdelen om til retsiden og nu skal der syes eventuelle bånd på nederst. Jeg har valt at sætte et satinbånd på og nederst i kanten noget blonde elastik.
Tilsidst bukkes de 2 lange midt bag kanter og der syes en stikning.
I taljens kant syes der en syning 2 mm inde. Start med en lang tråd og slut med en lang tråd.
Træk i tråden og rynk nederdelen ind så den passer med overdelen. Sy den derefter på overdelen ret mod ret.
Så ender du ud med en kjole der ser sådan ud
Bagpå kjolen syes 2 trykknapper på og knapper ovenpå. Jeg sætter ikke trykknapper på hele kanten, da dukken jo skal have et underskørt på indenunder.
Nu mangler nissepigen bare sit forklæde.
Mønsteret til forklædet består udelukkende af firkanter. Derfor skal du selv tegne dem op efter de mål der står her: forklaede
Start med at siksakke den nederste kant. Derefter skal der syes en blonde på
Den syes på ret mod ret og vendes derefter om til vrangen. Fra retsiden stikkes der i kanten.
Nu skal der sættes bånd på hvis du ønsker det.
Derefter bukkes sidesømmene smalt 2 gange og stikkes.
Sæt også bånd på det ene lag stof til smækken. Nakkestroppen foldes så den bliver 1,25 cm bred og stikkes i kanten rundt.
Sy nakkestroppen fast på retsiden med en stikning. Min strop er for lang, men det har jeg rettet i dit mønster..
Læg den anden smæk ovenpå og sy de 3 sider, så den er åben i den nederste kant.
Vend det om til retsiden. Sy en stikning rundt i kanten.
Sy nu en blonde på lommens vrangsides øverst kant. buk den om til retsiden og ca 2 cm ned, hvor den syes fast med en stikning.
Klip blonden til og buk de 3 sider om til vrangen. Ri det fast.. Gør det samme med den anden lomme. Sæt dem på forklædet og sy en stikning rundt i kanten på lommen.
Sy smækken på det ene bindebånds midte. ret mod ret.
Læg skørtet i folder så det bliver ca 11 cm. Sæt en nål i smækdelen i midten. Sy nu smækdelen fast på skørtet ret mod ret.
Sæt det andet bindebånd ovenpå det første bindebånd, ret mod ret og sy den langside hvor smækken også er syet på. Smækken ligger imellem.
Buk det frem til retsiden og buk den anden side af bindebåndet ind. Det gøres pænest om du rier kanten.
Sy derefter en stikning rundt i kanten på bindebåndet og fjern ritråden.
Så blev forklædet sørme også færdigt.
Selvom jeg prøvede at gøre indlægget kort, blev det alligevel ret langt. Derfor afsluttes det nu og i næste indlæg kommer nissehuen, håret og skoene.
Håber du følger med til vejs ende..

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min nissepige. Del 1