Ternede bukser syet efter et mønster fra Burda

Mønster og vejledning på shopper

Det er snart mors dag og i den forbindelse vil jeg lave en taske til min mor. For længe siden købte jeg i Krakow et skønt stykke stof, som lige vil egne sig til det formål. Modellen er en ganske almindelig shopper, dog med en lynlås lomme foran og lukning med lynlås i toppen. Tasken er en nem model og meget egnet til at du kan sætte dit personlige præg med hensyn til lommer etc.

Det blomstrede stof er en lidt kraftig polyesterkvalitet. Minder nærmest om en vare der kunne være egnet til hynder etc. Det nederste er en rest møbelvelour fra Stof og stil. Gjortbåndene er købt samme sted og så blot syet et pyntebånd ned i midten af det.

Små stykker læder er brugt til at forstærke tasken med.

I toppen af tasken er der sat et stykke ind med lynlås, så der er mulighed for at lukke tasken lidt til. Stykket er syet i en rest bævernylon, men man kan sagtens bruge det samme som resten af tasken.

Stykket er åben i begge ender. Det betyder at man så kan bukke stykket ned i tasken når man ikke har brug for at lyne tasken.

Som foer har jeg brugt et stykke af et dynebetræk som jeg har købt i genbrugen.

Foran på tasken er der en lynlås lomme. Den er ret enkel at sy og der er vejledning til hvordan den syes her

I siden af tasken har jeg sat et lille symærke

Mønsteret til tasken er faktisk en gammel kending. Jeg har nemlig brugt samme model rigtig mange gange før. Det er blot størrelsen og materiale etc til forskel. Der ligger toilettasker og andre tasker her på bloggen som i udgangspunkt er bygget op over samme model.

I dette link kan du se en tidligere version.

Tasken kan du printe her:

scanshopper

Til denne taske skal du bruge: 140 cm gjortbånd i 25 mm bredde. 20 cm lynlås. En lynlås mindst 37 cm, gerne mere. 40 cm ensfarvet stof til bund, 30 cm mønstret, 40 cm til foer. evt diverse små stykker læder og stofrester til lynlåsstykket i toppen.

Start med at printe mønsteret og saml det så det ligner billedet. Sørg for at tjekke den lille firkant. Mit mønster ser en anelse anderledes ud end dit, da jeg siden har justeret mønsteret.

Klip mønsteret ud.

Start med at folde mønsteret i den stiplede linje hvor der står at foeret skal gå til. Klip det ikke af, da du skal bruge mønsteret igen senere. Fold dit foerstof så det ligger dobbelt, læg mønsterdelen ovenpå og klip  ud med sømrum på alle kanterne. Det skal ikke ligge til fold…

Ret folden ud igen og klip nu mønsteret over, der hvor der er en delelinje. Det øverste stykke klippes i 2 gange mønstret yderstof, det nederste i ensfarvet stof. Det nederste skal lægge til fold.

Lynlåsstykket klippes i ensfarvet stof 4 gange med sømrum hele kanten rundt. Ønsker du en lynlåslomme foran, skal du lige læse vejledningen i link højere oppe igennem og klippe en lommepose og en strimmel stof til denne.

Nu er du klar til at sy.

Vejledning:

Hvis du vil have have en lynlåslomme i forstykket, vil jeg foreslå du starter med det. Metoden ligger i dette link 

Derefter syes bundstykket på de øverste mønstrede stykker ret mod ret og giver det en stikning på bundestykket ca 2 mm inde så sømrum vender ned i bunden. Så ser det sådan ud.

Nu skal du igang med lynlåsstykket. Det har ingen betydning om din lynlås er for lang, den kan blot undervejs klippes til. Start med at bukke enderne ned på bagsiden af lynlåsen og giv den et par sting for at holde den fast. Det er blot for at lette syningen senere. Sørg for at det ser ud som på billedet..

Tag nu det ene lynlåsstykke og buk den ene korte ende om til vrangen og giv en stikning i kanten.

Sæt lynlåsen fast på stykket i den anden ende, ret mod ret. Sørg for lynlåsen starter ca 1 cm inde. I den anden ende stikker lynlåsen ud over. Giv det en syning midt i lynlåsen.

Tag det næste stykke og læg det ovenpå ret mod ret. Så nu ligger lynlåsen inde imellem lagene.

Vend sytøjet om og sy nu lagene sammen, startende med den korte ende, i den ende hvor lynlåsen starter, Sørg for at mærke efter med en negl hvor lynlåsen ligger så du kommer tæt på starten men ikke så tæt at du rammer. Derefter syes ned langs lynlåsen i den tidligere stikning som du jo kan se og stop præcist ved det sidste sting. Det er ved spidsen af min saks.

Det er vigtigt at du stopper ved spidsen af min saks. Vend nu om til retsiden og sæt klemmer eller nåle i for at holde det på plads. I starten af lynlåsen ser det sådan ud.

I den anden ende skal du bukke den korte ende ind, så den passer med det ombuk der er på det stykke du først syede på

De 2 kanter skal ligge præcist ovenpå hinande.

Giv nu en stikning langs hele stykket. Sådan ser det ud fra lynlåsens start

og sådan ser det ud i den anden ende

Gør nøjagtig det samme med den anden side af lynlåsen. Så får du et stykke som ser sådan ud

Nu skal du have afkortes lynlåsen, hvis du som jeg har brugt en lynlås som er alt for lang. Har du en stump læder kan du gøre som på min taske, ellers kan du også sagtens sætte et lillestykke stof på enden. Men i denne bliver det læder. Start med at sy nogle sting hen over lynlåsen ca 5 cm fra synlåsstykket. Min lynlås er metal, så jeg vælger at gøre det i hånden. Er din lynlåse i plast, kan du bare gøre det på maskine.

Klip med en gammel saks lynlåsen over ca 1½ cm fra syningen

Klip i læder et stykke ud efter det lille mønster. Klip et stykke mere ud som er væsentligt større, men lige i den ene ende. Læg det lille stykke øverst på lynlåsen og det store nedeunder, men så de lige kanter ligger ovenpå hinanden.

Har du en lim kan det være en fordel at lime det sammen. Men jeg gør det uden. Sy nu rundt i kanten. Vær meget forsigtig når du skal over lynlåsen. Drej nålen ned med hånden, da du skal gå ne d i mellem tænderne, ellers knækker nålen. Men det kan sagtens lade sig gøre.

Nu er det nemt at klippe det underste læder rent efter det øverste lag. Dette er en noget nemmere metode end at klippe 2 gange mønster og så få kanterne til at flugte pænt.

Nu ser dit lynlåsstykke sådan ud og det skal nu syes på taskens yderstof. Det kan evt være en god ide at du nu syer hankene på, men det gjorde jeg lidt senere. Du er velkommen til at hoppe lidt længere ned og se hvordan det gøre.

Placer stykket midt på taskens retside så lynlåsstykket ligger med vrangen opad. Stykket skal ligge i midten. Sy det fast med en syning

Tag taskens anden top og sy den fast på den anden side af lynlåsstykket.

Klip 2 stykker gjortbånd på 70 cm. Hvis du som jeg skal have et bånd på gjortbånene skal det gøres derefter. Det syes på med en stikning i hver side . Placer båndet efter afmærkning. Hvis du ikke vil have læder ovenpå, skal du bukke enden på båndet og sy det fast med en syning som et kryds. Vil du have læder ovenpå, er det stadig en god ide lige at sy båndet fast. Så flytter det sig ikke når du sætter læder ovenpå. Sy blot en stikning hen over båndet.

Sæt læderet ovenpå og sy det fast. Du bestemmer selv hvordan din syning skal se ud.

Når alle 4 ender er syet fast bukkes lynlåsstykket ind til taskens retside og foeret syes på ret mod ret på hele stykket over.

Sørg for at du rammer den syning der holder lynlåsstykket, så det nemmeste er at vende sytøjet om til den anden side, så du kan se syningen.

Sy den anden side på samme måde og dit stykke ser sådan ud. Du kan overveje at give en stikning ved overgangen fra foer til yderstof, buk alle sømrum mod taskens yderstof

Du kan give en stikning ved overgangen fra foer til yderstof. Buk alle sømrum ned mod taskens yderstof og stik smalt på yderstoffet.

Sæt klemmer eller nåle i langs de lange sider og ved bunden af foeret. Vil du have et mærke ind i sidesømmen skal du huske at sætte den ind nu. Sy siderne og bunden, men lad ca 20 cm hul være usyet nede i bunden, da det bliver her du skal vende tasken igennem.

Derefter skal de 4 hjørner på tasken syes nu. Løft op i hjørnet ved hakket.

Læg de 2 sømme ovenpå hinanden og sy  hjørnet. Læg gerne sømrum til hver sin side i siden, men i bunden skal den blot lægge til den samme side.

Det samme gør du med de 3 andre hjørner. Ved taskens bund har du dog ikke 2 sømme der skal ligge  ovenpå hinanden.

Men læg sømrummet til hver sin side før du ser

Når alle 4 hjørner er syet kan du vende tasken igennem hullet  i bunden af foeret. Sy hullet til med en stikning i kanten.

Så er det ellers blot at proppe foeret ind i tasken og den er færdig.

 

Jeg håber tasken falder i min mors smag. Hun kan bruge den til strikketøj og blade når hun tager i sommerhus, eller når hun skal ud og handle. Hun elsker blomster,så jeg tænker stoffet og farverne lige er hende.

Det er en taske som er ret nem at lave, og jeg håber der er nogen der får lyst at prøve den, ellers kan indlægget bruges som inspiration.

Hvad skal du sy/give din mor i mors dags gave ?

 

 

 

8 kommentarer

  • Birgitte Arildsen

    Så fik jeg syet din skønne taske. 1000 tak for en fantastisk og udførlig sy-vejledning. Nu er den sidste del af min “lynlån-fobi” da i alt fald væk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Gitte

      Hej Birgitte. Mange tak for dit fine billede du sendte til mig. En rigtig flot taske du fik syet dig og jeg kan se der ingen grund til at du skal undgå lynlåse, de er nemlige så pæn syet i 👍

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ann

    Hej Gitte
    Tusinde tak for de altid gode mønstre og meget fine syvejledninger 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annette Jørgensen

    Ja det burde vi. ☀️ Det er simpelthen altid den største fornøjelse at sy efter dine mønstre, og fantastiske vejledninger 👏🏻 Glæder mig til at sy tasken ✂️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Gitte

      Hej Annette. 🤣 Jeg skal bare klage lidt fordi det nu engang er er sjovere at sy 😂😁 tak for din søde kommentar og rigtig god fornøjelse

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Inge

    Liiiige sådan et. Ønsker, jeg har manglet – tusind tak.
    Tænker at vi er nogle, det burde stille op og hjælpe dig med fliserengøringen, når du sådan hjælper os med mønster😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Gitte

      Hej Inge. Mange tak for din kommentar 😍 Det var da en sød tanke, men de er snart klaret og så står den igen på syning 😍

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ternede bukser syet efter et mønster fra Burda