Nisse fra Stof og stil

Nu skal der jules lidt.

En ny nisse er kommet til verden. Syet i riflet fløj, møbelvelour, fake pels og læder fra en gammeljakke. Mønster fra Stof og stil.

Sidst jeg var i Stof og stil i Esbjerg faldt jeg over en sød nisse. Den er ret høj og så rimelig nem ud at sy.  Mønsteret kom i kurven sammen med noget rødt møbel velour og noget pels.

Sådan så nisserne ud i Stof og stil

På lageret var en af pigerne i gang med en nisse mere i fløjl, hvilket gav ideen til min nisse. Jeg har fået lov at vise jer billedet. Den er da så fin.

I skabet fandt jeg en rest læder fra en jakke, noget beige lagenlærred og en rest i brun fløjl. Så kunne jeg vist gå i gang.

Der ligger en rigtig god vejledning med mønsteret, men jeg vil gerne  vise jer de billeder jeg tog undervejs og med min tekst. Måske kan i bruge den som supplement til vejledningen.

Start med at sy huen sammen . Sy derefter belægning sammen til en ring og sy den på huen ret mod ret. Vend belægningen om på huens vrangside. Sy en stikning rundt i belægningen ca 1 cm inde. Vend derefter huen om til retsiden. Pres den. Jeg brugte skaftet af en træ grydeske til at presse op i toppen af huen 🤣  læg huen til side, da der går lidt inden du skal bruge den.

Foden lavede jeg i sort skind, da det så kunne ligne en støvle. Jeg klippede 2 små stykker ud, noget større end mønsteret. Så klippede jeg sømrum væk fra mønsteret, da jeg ikke havde brug for sømrummet. Det blev skrevet på mønsterdelen, for det glemmer jeg sikkert til den næste nisse, og så får han da godt nok små fødder 😆

Mønsterdelen blev lagt ovenpå 2 lag læder, der vender vrang mod vrang. Så syes der rundt i kanten af mønsteret. Først derefter klipper jeg delene ud med 2 mm til stikningen.

Fødderne fyldes med lidt polyestervat. Det nemmeste er at købe en billig monterings pude med fiber, som du blot klipper op.

Sørg for at fylde dem ens og sy en stikning henover åbningen med stikkesting for at holde fyldet på plads.

Nu skal du til armene. Fold dem og sy armen sammen, vrang mod vrang. Vend dem til retsiden og fyld dem med vat. Igen laves en stikning hen over åbningen for at holde fyldet på plads. Det kan være en god ide at bruge en strikkepind til at vende med, men pas på du ikke stikker igennem stoffet. Brug evt den ende hvor der sidder knop på.

Sy næsen sammen ret mod ret og vend den om til retsiden. Fyld den med lidt vat og sy igen en stikning for at holde fyld på plads.

For at nissen har lidt nemmere ved at stå, skal der i bunden lægges lidt tungt ind. Du kan sagtens købe det som Stof og stil anbefaler i mønsteret men jeg brugte nu bare noget grus ude fra havens bed. Det blev lige skyllet og vasket, derefter var det klar til brug..

Sy de 2 runde dele sammen som i mit tilfælde blot er det stof som fiberpuden var lavet i, så fik jeg nemlig også brugt det til noget fornuftigt. Lad et hul stå usyet. Fyld dit tunge materiale i og sy hullet til. Her skal du ikke bruge tid på at vende delene, da de jo skal ind i nissen og ingen ser det..

Skægget klippes efter mønsteret. Sørg for at klippe pelsen fra vrangsiden og med en god lille skarp saks. Klip små klip af gangen, derved kan du undgå at du klipper for meget pels i stykker og det får et mere naturligt udseende på retsiden. Sy skægget på den ene krop efter markering. Sy næsen på præcis i midten af skægget og sy fødderne på efter markering.

Sy de 2 kroppe sammen ret mod ret, men lad det nederste stykke ved fødderne være åbent. Du skal også lade et stykke være åbent i toppen et stykke efter spidsen. sørg for at hullet er så stort at du næsten kan få din hånd ind igennem. På billedet har jeg lige markeret med rød hvor hullet er. Det får du brug for senere til at fylde nissen op med vat.

Vend nissen om til retsiden for at sy armene fast. De skal sidde ud for skægget og sømmen i armen skal vende bagud.

Hov.. glemte da at sige at hvis du vil have et mærke ind i sømmen på nissen skal det selvfølgelig gøres inden du syer nissen sammen. Det er så første gang jeg prøver at bruge mit mærke. Er lidt stolt af det 😁 Hvis du har lyst til at se lidt mere om hvordan man kan bestille sit helt eget mærke, har jeg skrevet mere om det i dette indlæg

Vend nu nissen om igen til vrangen for nu skal du til at sætte bunden på. Det nemmeste, i alt fald for mig, er at sy så den runde bund ligger nederst og så selve nissen ovenpå. På den måde kan jeg lettere styre cirklen.

Nu skal nissen vendes rundt til retsiden og det gøres igennem det hul der er i toppen.

Nu lægges det tunge materiale ,som du syede tidligere, i bunden af nissen og derefter fyldes nissen op med vat. Sørg for at fylde godt op i toppen. Luk nu åbningen med nåle og sy med små sting.

Træk huen på nissen. Sørg for at trække den så langt ned, så den lige dækker de syninger der er ved næsen, armene og skægget. Sy huen fast med små sting. sørg for at gøre det i belægningen, så der ingen syning bliver at se på retsiden. Ta da… din nisse er færdig..

Den var virkelig sjov at sy og meget nem at gå til.

Min nisse kunne så lige bære på et hjerte. Det er lavet af en gammel skjorte og mønster liggere her i et tidligere indlæg.

Håber i kan bruge indlægget som inspiration og smid gerne en kommentar til mig hvad i syntes om den  😊

 

 

2 thoughts on “Nisse fra Stof og stil

  1. Hvor jeg dog elsker dine vejledninger. Jeg får mod til, at prøve og også inspiration. Både dine billeder og trin for trin beskrivelser passer så godt til mit “knække” kode gen.
    Flot nisse

Skriv et svar til Gitte Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *