Kort slå om-nederdel med volant, mønster Onion 3036

Jeg har flere gange brugt dette mønster til både mine piger og mig selv. Den er nem at sy og sidder godt. Jeg har tidligere lavet en vejledning til den, så derfor går jeg ikke i detaljer med hvordan den syes, da denne er lavet på nøjagtig samme måde. Den er blot gjort kortere, da ældstedatteren havde ønsket sig det.

Stoffet er en tynd og blød polyester/viscose fra Stof og stil, købt under udsalg. Sy vejledning til mønsteret ligger i dette link 

Oprindeligt går nederdelen i model a til lige under knæet, men ønsket var at den skulle gå et stykke over knæet.

Jeg prøvede derfor at lave et læg på mønsteret. Lægget måler 4 cm og det gør nederdelen 8 cm kortere. Lægget blev lagt der hvor mønsteret slutter med at bue i siderne og begynder at gå mere lige ned. Det skal laves så det går vinkelret på tråderetningen. Derefter bliver sidesømmene rettet lidt op da de nu havde et ujævn forløb. Volanten skal også have et læg. Det bliver lavet ret højt oppe på volanten og laves så spiralen stadig har et pænt forløb. Den bageste volant skal ikke ændres. Håber det kan ses på billedet. Det er helt sikker ikke den rigtige skrædder måde at gøre det på, men det virker..

Ellers bliver nederdelen syet helt efter samme vejledning som nævnt højere oppe.

Jeg valgte dog denne gang at sømme kanten nederst på volanten med stikkesting. Sidst overlockede jeg og derefter blev kanten bukket og syet. Men jeg bryder mig ikke så meget om at man kan se den overlockede kant når nederdelens  bevæger sig i brug. Derfor valgte jeg at bruge den tid det tager med at ri kanten op… Buk kanten ca ½ cm, jo mindre jo bedre. Ri med lidt korte sting og træk en gang imellem i tråden så kanten rynker lidt. Sørg for at ri midt i ombukket, så du ikke senere syer stikkesting ned i riningen og får svært ved at trække den ud igen.Det tager lidt tid, da kanten faktisk er lang, men jeg så en film imens, så føltes det ikke som særlig lang tid.

Når kanten er riet, bukkes den endnu engang ½ cm og denne gang syer du en stikning ned i kanten på symaskinen. Undervejs kan du fordele rynk, så der ikke kommer nogle læg. Men det rynkede gør at mervidden i volanten nemmere kan holdes til og det bliver derved nemmere at sy en stikning uden at der fremkommer små læg. Rynketråden gør det nemmere at styre kanten. Håber det giver mening, ellers tror jeg du vil opdage hvad jeg mener, når du prøver det.

Når hele kanten er syet, kan ritråden trækkes ud og kanten kan stryges.

Her kan du se det færdige resultat, der dog mangler at blive strøget.

Bindebåndene er ret lange på mønsteret, så de er blevet afkortet lidt.

Datteren fik nederdelen for nogle dage siden, og den sidder perfekt og har lige den længde som hun ønsker. Lidt svært at se på billedet at den går over knæet 😆 så i får lige et par billeder mere.

Jeg kan rigtig godt lide når man med få ændringer kan genbruge et mønster 😍

Håber i kan bruge indlægget som inspiration, og smid gerne en kommentar 😊

12 thoughts on “Kort slå om-nederdel med volant, mønster Onion 3036

  1. Rigtig flot, god længde, som altid god beskrivelse og flotte billeder 😁
    Og sikke da, endnu, en smuk datter🙂

  2. Hej, er helt vild med den Nederdel du har lavet til din datter. 😍
    Er det noget du evt. laver på bestilling?
    Alle butikker har nemlig udsolgt i min str. på slå om kjoler! 😊

    1. Hej Charlotte. Mange tak skal du have. Nej det gør jeg desværre ikke. Men jeg kunne foreslå dig at melde dig ind i den facebook gruppe der hedder nåleøjet og lægge en forespørgsel der. Der er rigtig mange der syer på bestilling i den gruppe 😊

Skriv et svar til Charlotte Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *