Diy, makeup og toilettasker syet af gamle dækkeservietter

Tanken har strejfet mig mange gange, at man burde kunne bruge de fine dækkeservietter, der ligger rundt omkring i diverse genbrugsbutikker, til noget. De er ofte i de skønneste farver og mønstre. Dækkeservietterne er som regel quiltet. Nu har jeg fundet ud af det er noget af det nemmeste at sy toilettasker ud af dem.

Nederst i indlægge er der flere billeder af toilettasker ud af andre faconer dækkeservietter.

Krukken på billedet har jeg lavet af gamle armbånd. Der ligger en DIY til den i dette link 

Du skal ikke engang sy kantebånd på, da quiltede dækkeservietter jo har bånd på i forvejen. Du behøver heller ikke fore dem, da de som regel har en rigtig fin bagside. Det eneste du skal gøre, er at sy en lynlås på og derefter 4 sømme. Lettere bliver det vist ikke.

Dækkeservietten ser sådan ud før jeg starter. En lang lynlås ( den bliver bare klippet til) og lidt kantebånd eller en rest stof og du kan gå igang.

Start med at tjekke at din dækkeserviet er uden huller og at alle syninger er i orden. Ellers skal du lige reparere syninger. Jeg fandt et lille hul i kanten. Jeg tror det er efter den klips de havde sat i , i butikken. Derfor fik min lige et lille navnemærke isat kanten. Den fik også et mærke sat på lidt længere nede.

Fold din dækkeserviet og sæt 4 nåle i som markering til din lynlås. De 4 punkter skal placeres ens. Jeg placerer dem lige efter det første hjørne på dækkeservietten.

Sæt din lynlås fast i kanten i den ene side. Start et stykke inde på lynlåsen. Den afkortes senere.

Sy den fast med en stikning helt ude i kanten af kantebåndet. Start og slut ved dine nåle-markeringer.

Sy en stikning mere. Denne gang syer du præcist i den stikning der var der i forvejen på kantebåndet da du købte den. Kig godt efter på næste billede, så kan du ser der sidder 2 syninger.

Husk at starte ved en nål, og slutte ved en nål i den anden ende..

Nu skal den anden side af lynlåsen syes på. Den skal starte samme sted og slutte samme sted som som den første side.

Klemmer i stedet for nåle er nemmere at bruge til dette formål.

Sy den fast med først en stikning yderst i kanten, og derefter i den oprindelige stikning på kantebåndet.Nu sidder din lynlås fast.

Nu skal din lynlås afkortes. Jeg starte i den ende hvor skyderen sidder.

Lyn din lynlås lidt op og sy et par sting hen over lynlåsen i hånden. Du skal ikke lyne den helt op. Bare et stykke.

På billedet har jeg vendt det om til den anden side, da det så er nemmere for mig at sy, men det håber jeg ikke forvirrer dig.Det er blot for at de 2 stykker ikke glider fra hinanden, når du skal til at sy et stykke stof hen over lynlåsen.

Klip nu af et lille stykke efter stingene

Fold et stykke kantebånd eller en strimmel stof omkring lynlåsen

Sy en stikning hen over og sy evt et kryds som jeg gjorde. Det fik jeg desværre ikke taget billede af, men rul lidt længere ned, så kan du se det i den anden ende hvor jeg gør nøjagtig det samme.

I den anden ende gør du det samme, dog skal du lukke lynlåsen først og klippe den af. Sy et par sting i hånden henover lynlåsen.

Sæt derefter et stykke bånd eller strimmel stof hen over lynlåsen. Sy en stikning, evt et kryds som jeg har gjort.

Nu ser dit sytøj sådan ud

Vend den om til vrangen og sæt nåle eller klemmer lang de 2 sider.

Sy nu en stikning lige ved siden af kantebåndet. Du skal starte ved den foldede kant..

Når du kommer op mod lynlåsen vipper du lynlåsen til side og syer lige op. Din syning skal ende ca ½ cm fra lynlåsens stikning. Husk at sy lidt tilbage så du hæfter ende..

Det samme gør du i den anden ende. Start igen med at sy fra den foldede kant. Så kan du nemlig uden problemer komme op til lynlåsen og slutte ca ½ cm fra dens stikning.

Nu ser det sådan ud

Vil du have en flad taske, så kan du nu vende den om og den er færdig. Jeg vil dog have lidt bund i den. Derefter skal du nu tegne en streg i folden nederst på tasken. Pilen viser hvor, hvis du ikke kan se min streg. Brug en skræddertusch, der forsvinder af sig selv.

Stik en nål i stregen et stykke inde på tasken.

Stik den igennem så den rammer sammensyningen på den anden side.

Sæt nålen fast. Pilen viser nålen. Nålen bliver sat fast langs med sammensyningen.

Tegn en streg. Denne streg afgør hvor bred din bund bliver. Så du bestemmer i grunden selv hvor bred den skal være. Jeg vælger en streg på ca 6 cm. Sørg for at du får tegnet en lige streg.

Sy ned i stregen. Gentag i den anden side af tasken. du kan nu vælge om den lille trekant må sidde på, ellers klipper du den af og kanter de rå sømme med et stykke kantebånd. Jeg synes godt de må være der, da det er lidt sjovt at man så kan se det er en dækkeserviet, der er blevet brugt.

Vend din taske om til retsiden og det ser nu sådan ud for enderne af lynlåsen.

I den anden ende ser den sådan ud. Ups, her har jeg ikke været helt nøjagtig. Men det går nok… Der er god plads til lynlåsen.

Indeni kan du se de trekanter jeg talte om. Du kan stadig nå at klippe dem af og kante med kantebånd hvis du synes. Men jeg synes altså det er en del af charmen..

Færdig..

En oval dækkeserviet kan syes på nøjagtig samme måde til en toilettaske.

En anden dækkeserviet blev til denne.

Og denne. Den er i øvrigt med en metal lynlås. De andre er med plast lynlås. Men det kan sagtens lade sig gøre at afkorte den, hvis du blot drejer med symaskinens håndhjul, så du får nålen ned imellem metal tænderne.

Ja, så kan jeg jo så slutte af med at fortælle at jeg siden har købt  25 dækkeservietter… Hvad skal jeg så lige med 25 toilettasker 🤣🤣 Men de hænger ofte sammen 4 stykker i genbrugen og jeg kan slet ikke lade være med at købe dem. Så jeg advarer lige… du bliver afhængig af at sy dem, når du først finder ud af hvor fine de bliver..

Håber du kan bruge indlægget.

Hvad siger du til dem ?

Revitalash har lavet en vippeserum, som bare virker – prøv den!

52 thoughts on “Diy, makeup og toilettasker syet af gamle dækkeservietter

  1. Åh, hvor er de fine 👍🏻 og med den fantastiske sybeskrivelse, får jeg helt lyst til at forsøge mig 😊

    1. Mange tak Mariann. Du kan roligt hoppe ud i det, jeg tror du vil opdage det ikke er så svært som det måske ser ud til 😊

  2. En super ide – den vil jeg kaste mig over ved førstgivne lejlighed. Dine ideer og indlæg på Sygal er i det hele taget virkeligt gode, også pga genbrugstankerne, så tak for dem! Mvh Tine

  3. Som altid en fed ting fra din hånd og maskine. Elsker din blog og ville ønske jeg selv havde samme overskud til alle de kreative ting du har ❤️

    1. Mange tak Mette for din søde kommentar, hvor er det dejligt at høre. Nogen gange kniber det også med energien, men så er det sådan en kommentar som din, der giver mig fornyet energi 😘

  4. Hvor er de dog bare fine ! Jeg må da vist i den lokale genbrug eller på DBA efter dækservietter😁. Det var en super syvejledning som selv jeg forstår. Det er altså skønt at blive så inspireret på din side her. Tusind tak for du deler dine virkelig gode ideer med os. Sommerhilsner fra Chalotte

    1. Hej Chalotte. Hvor er det en dejlig kommentar at læse. Tak skal du have, og rigtig god `jagt`😍 Varme sommerhilsner herfra 😘

  5. Jeg må lige sige igen: jeg er så glad for at du deler dine gode ideer og DIY’s med os. Jeg har stor glæde af dem!
    Tak 🤩

  6. Wauw 😍 har længe gået og købt quiltede dækkeservietter i genbrugsen fordi jeg synes synes de var så flotte. Tænkte jeg ville sy en quite jakke, men denne ide vinder da i første omgang. Glæder mig allerede. Så flotte. Mvh Nanna

  7. Det skal prøves, sammen med mit barnebarn på 10 år. Fedt at det halve arbejde jo er gjort. Og ja der findes virkelig mange flotte dækkeservietter derude…endnu😂
    Tak for den gode ide!

  8. kære Gitte
    Tak for et fantastisk tip – jeg har nu lavet to fine kosmetiktasker af 2 stk. 8-kantede dækkeservietter.
    Jeg har nu fået fingrene i et par fuldstændig rektanglede, men jeg er i tvivl om jeg stadig kan bruge samme fremgangsmåde?
    mvh Camilla

    1. Hej Camilla. Åh det lyder sørme godt at du har kunnet bruge indlægget. Hvis de er helt som et rektangel og du har 2, ville jeg nok bruge 2 til en toilettaske, med mindre du vil have ret små tasker. Jeg tænker ikke du helt kan bruge fremgangsmåden som er nævnt i indlægget, men måske kunne du bruge det mønster til herretoilettasken. Så syer du blot de to dækkeservietter sammen i bunden. Du skal bruge det mønster der hedder medium, når du printer. Indlægget ligger i dette link http://sygal.dk/2019/09/28/toilettaske-gratis-moenster-og-vejledning/

  9. Tak for den fine vejledning. Jeg har syet nogle stykker, som bl.a. bruges til små strikkeprojekter af mine svigerdøtre. Og mit barnebarn skal have en til Barbie tøjet 😀😀

  10. Hej Gitte. Tak for en dejlig ide og hvor er det nogle gode vejledninger du har lavet. Jeg kaster mig straks ud i et par toilet tasker nu hvor ferien snart står for døren. det er en dejlig hjemmesid du har – det eneste jeg er ked af er at jeg ikke har set det noget før:-)

    Tak for inspiration. god sommer
    Hilsen Tina.

    1. Hej Tina. Ej hvor bliver jeg glad for din kommentar, tusind tak til dig. Jeg er faktisk lidt i tvivl om hvordan man følger en blog, men ellers kan du også følge mig på min facebook side, der hedder sygal, derved får du altid besked på hvornår der ligger nyt på bloggen. Mange tak også god sommer til dig 😍

  11. Tak for inspirationen og dine fantastiske syvejledninger. Jeg har nu tømt vores lokale genbrugsbutik for dækkeservietter 😊👍
    Manden er taget på jagt og jeg vil nyde lørdagen ved symaskinen.
    God weekend og god sy-energi til dig.
    Hilsen Benthe

  12. Rigtig fin har også lige fundet 4 dækservietter i genbrug i dag så vil jeg prøve at sy den fine toilettaske
    Vh Anne

    1. Hej Anne. Ih hvor godt. De skal nok blive fine. Hvis du er medlem af nogle sysider på facebook, vil jeg blive glad om du tagger mig, så jeg kan se dem 😍 vh Gitte

  13. Tak for en nem og god opskrift på en genbrugs toilettaske. Har i dag forsøgt mig og søreme ikke om det lykkedes. Jeg skal bruge den til dimser og dutter, når jeg er ude og lave kreativt.
    Den kostede mig den nette sum af 5kr til servietten og 1kr til lynlås i genbrug.
    Skal helt klart prøve flere af dine mønstre, med fantastisk nemt forståelige Vejledninger af.
    Jeg et fan 👍
    Hilsen Ketty

  14. Hej Gitte, da jeg havde set dit tip nærmest løb jeg til Røde Korsbutikken og købte 2 beige (det var hvad de havde), dækkeservietter, men med grønne lynlåse på både toilet- og kosmetiktaske er de blevet rigtig, rigtig flotte, tusind tak for at dele din kreativitet med os, hilsen Gunver

  15. Tænk, at her 3 år senere er dit indlæg stadig relevant og populært. Jeg fik afprøvet at sy en lynlås i en dækkeserviet for første gang i dag, og min aflange gule taske med lynlås blev helt perfekt uperfekt – som nu de fleste 1. Gangs projekter skal være 😅 der kan alle mine hjemmelavede rispose-klippe vægte være i, indtil videre 😍

    Tak for en så detaljeret og visuel guide ❤️

    1. Hej Michelle. Jeg måtte lige ind og kigge på indlægget, for jeg kunne slet ikke forstå at det skulle være 3 år gammelt, men ja, det er det jo 😆 Dejligt at høre at du er sprunget ud i det i dag😍 jov jov, øvelse gør mester, også hos mig. Ofte skal jeg lige sy en ny model et par gange før den sidder i skabet. Tak for din søde kommentar 😍

  16. Jeg elsker at dine vejledninger er billedserier og ikke som video! Du inspirerer mig meget! Tak for det 😌

Skriv et svar til Gitte Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *