Barnekjole, syet ud af 2 skjorter

Denne søde barnekjole har jeg ikke syet. Den kan jeg ikke tage æren for. Den er syet af min søde veninde, til hendes barnebarn Signe.

For mange år siden syede min veninde og jeg sammen næsten fast 1 aften i ugen. Efterhånden som vi begge fik børn, blev fælles-syningen lagt på hylden. Nu hvor vores børn er blevet voksne og fløjet fra reden, ja så har vi optaget vores fælles syning igen. I de mellemliggende år har min veninde næsten ikke syet. Men helt glemt det, har hun da ikke, for jeg synes kjolen er blevet så fin.

Den er syet ud af 1 skjorte fra henholdsvis Signes farfar og oldefar. Genbrug der virkelig giver god mening.

Knaplukningen ned foran er bibeholdt, og der er kun tilføjet en ekstra knap i overdelen. Mærket i den ene skjortes nakke er sat fast nederst på kjolen som en lille sjov detalje. XL til en lille pige.

Mønsteret til kjolen er fra Alt om Håndarbejde og ligger i dette link 

Mønsteret er med en flæse i halsen, den er undladt. Et godt mønster som man nemt kan variere til flere forskellige kjoler.

Jeg har fået lov at vise jer billeder af Signe med kjolen på. Det har jeg virkelig glædet mig til. Den lille pige er simpelthen så sød og fin.

En kjole der vækker masser af minder for familien. Når Signe ikke kan passe kjolen mere, ja så står lillesøster klar til at overtage.

Signe blev glad for sin nye kjole. Jeg er ret sikker på det ikke er den sidste kjole min veninde syer  efter det mønster.

Elsker genbrug når det kan gøres så fint som her.

Håber i kan bruge indlægget som inspiration.

2 thoughts on “Barnekjole, syet ud af 2 skjorter

  1. Fantastisk lækker kjole og ikke mindst en smuk og sød lille pige 🥰
    Når du giver et link til AOH , giver det ikke så meget mening for mig. Det kommer kun et billede af tre AOH blade.
    Hvad er det jeg misforstår ?

    1. Hej Gunda. Mange tak skal du have. Indlægget er 2 år gammelt, og desværre er AOH hjemmesiden lukket ned, da de er blevet solgt til et fransk firma. Jeg har hørt at der skulle komme en ny hjemmeside, men da jeg intet har med dem at gøre, ved jeg desværre ikke så meget mere. Det er rigtig ærgerligt, men jeg kan ikke gøre noget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *