Japansk inspireret kimono kjole. Diy

Syning med rynke-trykfod

For noget tid siden købte jeg en rynketrykfod til min symaskine. Nu har jeg efterhånden brugt den en del i forskellige stoffer, og vil gerne give min erfaring videre til jer.

Trykfoden er købt ved Symaskinetorvet.dk, men jeg tænker den kan købes ved de fleste symaskine butikker. Den kan rynkes stoffet og samtidigt sy det fast, så det går noget hurtigere end at gøre det på traditionel vis, hvor man først syr 2 stikninger og derefter trækker i trådene.

Jeg vil starte med at sige, at hemmeligheden ved om det lykkes dig at sy med trykfoden er hastigheden. Hastigheden du syr med. Du skal nemlig sy langsomt. Syr du for hurtigt, render stoffet nemt skævt. Så sy langsomt.

Det er en lidt anderledes måde at sy på, da det øverste lag stof bliver trukket langsom fremad og det nederste bliver hurtigt trukket fremad. Derved opstår rynkerne. Men da vi er vant til at 2 lag stof køres igennem med samme hastighed, skal man lige vænne sig til det her.

Trykfoden virker kun i lette og tynde stoffer. Viscose, let bomuld og lignende fastvævet stof giver det bedste resultat. Det dur ikke i strækstoffer. Første gang du skal bruge trykfoden vil jeg foreslå at du vælger noget sengelinned at prøve i. Det er nemlig let at arbejde med. Jeg viser billeder fra da jeg syede en kjole i chiffon, men lad nu være med at starte med sådan en kvalitet, da det er noget sværere og kræver lidt øvelse.

Hvor meget rynk det giver afhænger både af stoffet og længden på sting du bruger. Så der er som sådan ingen formel for det. Men jeg kan sige dig så meget at ingen af rynkerne tog over det dobbelte af det som de skulle sys på. Det vil sige hvis du hver gang dobler op så har du garderet dig. Har du 1 meter stof, hvor der skal syes en flæse på, ja så skal du klippe 2 meter til flæsen. Håber det giver mening. Jo lettere stof, jo mere rynker det. Jo længere sting du sætter maskinen til at lave, jo større rynk. Men prøv dig frem hvad du bedst kan lide.

Start med at trække din overtråd ned igennem trykfoden. Flyt nålen så lang over mod venstre som du kan og stil symaskinen på stikkesting. Lange stikkesting på mindst 4 .

Læg flæsen, eller det der skal rynkes, under trykfoden med retsiden opad. Lad stoffet gå en anelse forbi trykfoden, da det så er nemmere at se stoffet når næste lag lægges ovenpå. Det er det nederste stykke stof som bliver rynket. Sænk trykfoden.

Læg det næste stof ind i den slids der er på trykfoden, med retsiden nedad. Nu er du klar til at sy. Det øverste stykke stof vil bevæge sig meget langsom fremad og det nederste vil bevæge sig hurtigere fremad. Derved opstår rynkerne på det nederste stykke stof.

Sy nu langsomt. Bemærk at du ikke kan sy baglæns med denne trykfod. Det betyder at du ikke kan hæfte ende. Derfor giver det også god mening, længere nede i indlægget, hvor jeg syer en ekstra syning til sidst fra den anden side.
Du må under ingen omstændigheder trække eller holde igen på nogen af stofferne. De skal bevæge sig helt frit. Jeg har fundet ud af at det vigtigste er at det øverste stykke stof bliver skubbet lidt til højre, se gul pil,  og det underste stof skal holdes til venstre, se rød pil.Det virker i starten forkert. Men det forhindrer at stoffet kører skævt. Lad det underste køre lidt ud under trykfoden, så du hele tiden kan se det.

Ved mit chiffon ville de 2 lag stof gerne forskyde sig lidt, men det gjorde det jævnt og derfor har det ingen betydning.

Det er en god ide når du har syet, at vende dit sytøj om og så sy igen med en almindlig trykfod 2 mm fra syningen. Husk at din stinglængde skal sættes tilbage til 3. Syningen giver lidt ekstra styrke til stoffet og låser lige rynkerne en ekstra gang .

Så ser det sådan ud.

Skulle dine 2 lag have forskudt sig lidt ligesom hos mig, så klippes sømrummet pænt til nu og du kan siksakke de 2 lag stof sammen.

Jeg er meget glad for trykfoden. Det går så meget nemmere  end at sy og trække i rynketråde. Her har jeg brugt den i bomuldsstof til en skjorte.

og her til en bluseærme i viscose

Hvis du anskaffer dig en rynketrykfod, håber jeg du kan få glæde af dette indlæg. Rigtig god fornøjelse og smid gerne en kommentar om det er brugbart.

 

 

 

8 kommentarer

  • Karen

    Hej Gitte. Er det ikke svært at få det rynkede stykke til at passe præcis til det ikke-rynkede i størrelsen? Jeg tænker feks på en etage-nederdel, hvor de 2 stykker skal passe sammen. På den gamle metode kan man jo justere til det passer?
    Hilsen Karen

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Gitte

      hej Karen. Jo du kan ikke på forhånd regne ud hvor meget det giver i rynk. Men jeg har syet en hel del med den efterhånden, og jeg har aldrig oplevet at det er over det dobbelte. Derfor regner jeg faktisk bare altid med det dobbelte og så klipper jeg det overskydende af. Hvis du har et mønster hvor du ved hvad delene skal være når de er rynket ind, kan du ikke bruge trykfoden, her ville jeg stadig bruge den gamle metode med 2 stikkesting ved siden af hinanden.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene Larsen

    Passer den trykfod kun til Bernina.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Gitte

      Hej Lene. Jeg er ret sikker på der findes en sådan trykfod til de fleste mærker indenfor symaskiner. Der bruges jo kun almindelig sting, så der burde være en trykfod til din maskine også😊

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heike

    Super nyttig information, da jeg har arvet en del sjove trykfødder, og nu kan finde ud af hvad bare en af dem skal bruges til. Så mange tak for info❤👌

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Gitte

      Hej Heike. Ih hvor er det dejligt at høre du kunne bruge indlægget. Mange tak for din kommentar. Håber du nu har fornøjelse af din trykfod 👍

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ingelise

    Du er fantastisk god til at lave en vejledning!
    Tak for det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Gitte

      Tusind tak skal du have Ingelise, det er jeg glad for du synes 😍

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Japansk inspireret kimono kjole. Diy