Nem scrunchie. Diy

Den nemmeste udgave af et hårbånd/scrunchie. Har man først fanget ideen, kan man sy sådan en på 10 minutter. Samtidigt ser hårbåndet både sødt og sommerligt ud.

Du skal bruge et stykke stof, ikke for kraftig. Jeg har brugt bæk og bølge fra Selfmade. En poplin, polyester eller viscose kan også sagtens bruges. Klip et stykke stof i målet 15 x 75 cm. Ønsker du knap så voldsom en scrunchie, klipper du den bare smallere end 15cm.

Fold stoffet på den lange led med retsiden indad

Fold det derefter på den korte led, så det bliver halvt så lang

I den højre side (den åbne ende) ca 8 cm inde, tegnes en blød bue, så det ender med en spids. Klip spidsen

Fold stykket ud og sy en syning langs de rå kanter, ca 1 cm inde på stoffet, dog springer du over et stykke i midten på ca 5 cm. Det er vist på billedet som den sorte streg

Klip 30 cm elastik og sy den fast ned i tidligere stikning i slutningen af buen. Det kommer sig ikke så nøje hvor det er henne. Sy lidt frem og tilbage

Sæt elastikken fast i den anden ende på samme måde.

Vend strimlen om til retsiden igennem det hul der er på langsiden hvor du sprang 5 cm over.

Nu ligner det godt nok noget, der aldrig bliver til et hårbånd.

Med en strikkepind rettes spidserne forsigtigt ud

Med et par fingre kan du sagtens mærke hvor elastikken er. Den ligger et sted ned mod kanten. Sæt en nål ned i elastikken, sørg for at den ikke laver et træk i spidsen. Sy hen over elastikken og frem og tilbage et par gange. Du behøver ikke sy hele vejen over, blot der hvor elastikken kan mærkes. Det er på billedet der hvor der sidder et par nåle.

Træk ud i båndet, for at sikre sig du ikke får det drejet

Læg enderne over hinanden

Bind derefter en knude

Du er næsten i mål. Nu kan hårbåndet prøves. Skulle du synes at den ikke er stram nok, så kan du fiske elastikken ud igennem hullet og slå en knude. Prøv den igen og stram elastikken godt til. Du skal ikke klippe det af, lad det sidde, det kan jo alligevel ikke ses.

Nu kan du lukke hullet til. Det gøres ved blot at sy langs kanten

Færdig

Jeg har lige i øjeblikket ikke så langt hår, men man kan sagtens få en fornemmelse af at det ser ret fint ud

Vælger du at lave den mindre end de 15 cm, vil hårbåndet blive knap så fyldig. Jeg har prøvet at lave en i 11 cm for at sammenligne

Det er en virkelig nem måde at lave hårbåndet på. Førhen lavede jeg dem som en almindelig scrunchie, og bandt så en særskilt sløjfe på. Det her virker bedre, og så er det endda noget nemmere at sy.

Håber i kan bruge indlægget som inspiration

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *