Lomme med lynlås

Bumbag med mellemfoer

Tada… så blev den 4. bumbag også færdig. Nu må jeg hellere give jer nogle små trick til hvordan jeg sætter mellemfoer i og vise jer hvad jeg bruger til taske remmen.

Mønsteret til tasken ligger lige til at printe  her

Tidligere har jeg syet disse.

Brun fløjl.

Grøn mønstret velour.

Sort fløjl.

Og den sidste er syet i mørkegrøn møbelvelour

Jeg sætter et mellemfoer i som minder lidt om filt. Det er købt ved Stof 2000 og jeg må indrømme at jeg ikke ved hvad det hedder. Det er uden lim. Det er ca 1-2 mm tykt og ret blødt, men alligevel med lidt hold i. Ja det minder faktisk rigtig meget om noget filt. Men det fungerer rigtig godt som mellemfoer i tasker.

Dette er min måde at bruge materialet på. Måske kan det inspirere dig.

Jeg klipper et stykke mellemfoer groft ud og sætter det fast på yderstoffet med nåle. Da mit stof er kraftigt vælger jeg at der hvor der skal være mange lag stof,  klippes mellemfoeret til, så det ikke går helt ud til kanten. Mellemfoeret bliver syet fast til yderstoffet med en syning helt ude i kanten.

Der syes i kanten.

Først derefter bliver det klippet til, og så ser det sådan ud.

Når du vender det om , ser det sådan ud.

Stikningen i kanten gør at der er god hold på mellemfoeret og det bliver derved nemmere at sy.

På samme måde sættes mellemfoeret fast på alle delene, dog ikke de små stykker hvor remmen skal sidde.

Du får nu noget nemmere ved at sy tasken, hvis du som jeg, har valgt at sy den i noget kraftigt yderstof. Hvis dit yderstof ikke er så kraftigt, kan du selvfølgelig sætte mellemfoeret helt ud til alle kanter.

I hver side af tasken er der sat en D-ring ind. Det gøres blot ved at du på mønsteret forlænger mønsterdel 5 så den bliver ca 11 cm lang.

Så sættes D-ringen blot på og det forlængede stykke bukkes om. Ombukket stikkes fast med et par stikninger. Sørg for at sy frem og tilbage nogle gange.

Jeg synes tasken får et eksklusivt look ved at sætte et stykke kæde ind i remmen.

Remmen består ellers af noget sort gjord bånd hvor der er sat en karabin krog i, bukket om og syet fast.

Kæden er sat på med en nøglering ned i D-ringen og sættes så blot på den karabinkrog der er syet på remmen. Ved denne taske er remmen blot en nylongjord, men jeg havde da vist lovet datteren at den blev i læder. Så i morgen må jeg lige klippe en sådan i noget sort skind som jeg har liggende.

Kæden kan købes her ved Laederiet.dk. Det er den kraftigste jeg har brugt.

Du kan også købe alle de andre materialer jeg har brugt ved Læderiet. Jeg har lige bestilt en del varer derfra og vil gerne i et senere indlæg skrive lidt om hvilke ting jeg har bestilt. Glæder mig til de kommer, da jeg har bestilt noget mere kæde i et par andre metalfarver. 

I øvrigt syede jeg lige en kvast i læder og satte på lynlåsen . Den blev virkelig fin.

Den er nem at pille af, hvis datteren ikke kan lide den. Den er blot syet på en nøglering. Jeg må tilstå at jeg blot kopierede en kvast som jeg havde købt.

Det kunne da være jeg også lige skulle vise hvilket foer jeg har valgt til tasken indeni. Det er bomuldsstof fra Stof og stil.

Du kan lige skimte at jeg også har syet en lille lomme indvendigt. Nogle har forslået en lynlåslomme bagpå tasken. Det kan man sagtens sætte på. Men jeg vil aldrig sætte en lynlås bagpå. Hvis du bruger tasken meget, slider lige netop en sådan lynlås bagpå meget på dit tøj. Faktisk kan den rive stoffet helt op på din bluse eller jakke. Den fejl begår jeg ikke igen. Så hellere en lille indvendig lomme i foeret.

Den lille lynlåslomme foran er foeret med sort stof. Det kan du vist lige skimte på billedet.

Nu håber jeg bare yngstedatteren bliver glad for den, ellers tager jeg den selv 😁

Jeg er i tvivl om i kunne bruge en  anvisning på hvordan kvasten laves. Men smid gerne en kommentar om det har interesse og hvad du siger til tasken 😊

 

 

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lomme med lynlås