Sommertaske med flæse. Mønster og vejledning

For noget tid siden syede jeg en flæsetaske. I første omgang lavede jeg ikke en vejledning på den, men nu har jeg syet en mere, og derfor får i en vejledning.

En rigtig tøse/sommertaske, som bare venter på sol og varme dage.

Tasken er syet efter et andet mønster på bloggen, dog med visse ændringer. Så lad dig ikke forvirre af, at der på mønsteret står diverse ting, da det skal bruges til den oprindelige taske.

Denne her er syet i stof fra det flotteste sæt sengelinned. Modellen egner sig bedst til almindelig bomuld eller poplin. Noget der ikke er for kraftigt. Tasken er ikke beregnet til større indkøb, men mere en taske til en bytur hvor man lige skal have en trøje med sig og andre småting. Den kan bruges både som håndtaske og som skuldertaske, da den lange strop kan tages af. Tasken kan også bruges, hvor man undlader at trække den sammen i snorene i toppen, hvorved den bliver mere som en almindelig shopper.

Og her rynket ind i toppen.

Toppen er lavet som en stor løbegang hvor der er trukket 1 anoraksnor igennem fra hver side.

Tasken er foret med blå mønstret bomuld indeni, også fra sengelinnedet.

Den første taske i denne model omtales i dette LINK

Nu til sy vejledningen. Den er laaaang. Lavet sådan for at alle kan være med, om du er ny eller mere erfaren udi syning.

Som udgangspunkt har jeg brugt et mønster, som jeg har udgivet i et andet indlæg, blot med ændringer. Det kan være en god ide at kigge det indlæg igennem. Det ligger i dette link 

Det nemmeste er at printe mønsteret 2 gange, da du skal dele det ene stykke for at få indsat flæsen. Husk at tjekke at den lille firkant måler 5 x 5 cm.

Mønsteret kan printes her: 

Det ene mønster deler du der hvor du ønsker flæsen indsat. Jeg deler det ca i midten. På billedet ligger stoffet dobbelt. Foeret skal klippes efter den linje hvor der stå foer hertil…Lynlåsdelen er den, der bliver brugt til løbegangstykket i toppen. Den skal lægges til fold 2 gange. Den skal være 3 cm længere og 3 cm bredere end oprindeligt. Flæsens mål er inkl. 1 cm sømrum. Den skal du  kun klippe en af. Kan du ikke få den lang nok, da dit stof måske er 140 cm bredt, syer du bare 2 sammen til du har længden, det ses ikke når den er rynket.

Start med lynlåsstykkerne… Ignorer at der står 4 x lynlåsstykke, det er til den oprindelige taske.  Buk de korte ender 2 gang om til vrangsiden og sy ombukket fast. Fold dem derefter på den lange led med retsiden udad. Sæt nåle langs den lange side. Læg dem derefter til side, da det varer lidt før du skal bruge dem.

Nu skal der syes hanke på de øverste stykker på tasken. På mønsteret er der indtegnet til hanke, men ved sommertasken skal de sidde lidt tættere sammen. Derfor har jeg på billedet tegnet med rød tusch, så du kan se hvor de ca skal sidde.

Klip 2  stykker bånd. Hvis du bruger nylons gjordbånd, skal du huske at brænde enderne så de smelter med en lighter. Sæt nåle i så du ved hvor hankene skal sidde.

Sy en hank på hver yderstykke som vist på billedet. Hanken skal syes på så den vender ind på stoffet. Den bliver senere bukket op, og vender rigtigt. Giv dem en syning så de sidder fast.

Læg de 2 stykker ret mod ret og sy ned langs begge sider. Beklager at billede er vendt på det andet led, men ellers er det svært at få alt med.

Vend det om til retsiden og stryg sømmene. Klip 2 stykker bånd som skal bruges til den aftagelige skulderstrop. Du skal også bruge 2 d-ringe.

Sæt en ring på båndet, fold det på midten til halv længde og sy det fast i midten af sømmen. Det samme gøres i den anden side.

Tag nu løbegangstykkerne og sæt dem på stykkets retside i midten. Ligeså på taskens anden side.

Sy dem fast med en syning i kanten. Fra taskens side ser det sådan ud.

Nu skal du til det nederste af taskens yderside. Læg de 2 dele sammen ret mod ret. Sy de 3 sidder hvor jeg har sat nåle. Du syer ikke i de små indhak, de skal vente lidt endnu.

Sy flæsen sammen til en ring. Jeg har brugt fransk søm, det betyder jeg har først syet sammen vrang mod vrang, klippet sømrum smalt ned , vendt om og syet igen. Derved kommer trævlekanterne ind i sømmen og gemmes væk. Inddel din flæse i 4 lige store stykker og sæt nåle i som markering. Taskens nederste del inddeles også med nåle i 4 lige store dele. Sidesømmene udgør de 2 af markeringerne.

Stil symaskinen til at sy lange stikkesting og sy 2 rækker kanten rundt med ca 7 mm mellemrum. Sørg for at starte og slutte med lange tråd ender. Husk at stille maskinen tilbage til normal stinglængde igen.

Træk i 2 tråd ender fra samme side og rynk det ind så det passer til taskens kant. Sæt flæsen på ret mod vrang.

Tag nu det øverste af tasken.

Vend det øverste stykke til vrangen og sæt det fast ovenpå flæsen med nåle. Der ligger nu 2 lag med flæsen  imellem. Sy hele kanten rundt.

Nu er tasken syet sammen, og begynder at ligne en taske

Skulle nogle af dine rynketråde være at se, kan de pilles op nu. Her på billedet ses en af mine

Vend tasken om til vrangen. Nu skal hjørnerne syes. Tag fat i hjørnet som mine fingre viser.

Træk opad og lad de 2 sømme mødes (sidesøm ovenpå bundsøm) Sæt nåle i.

Sy langs de rå kanter. Gør det samme i den anden side.

Nu skal du til det indvendige af tasken. Tag foeret og læg det ret mod ret. Sy siderne og nederst, men undlad at sy ca 15 cm i midten. Jeg har vist det med røde pile. Det hul skal du bruge senere til at vende tasken igennem.

Sy hjørner på foeret på samme måde som ved ydertasken.

Tag nu ydertasken og put den inden i foertasken, så de ligger ret mod ret. Sæt de 2 dele sammen i kanten og sy hele vejen rundt.

Vend tasken igennem det usyede stykke i taskens bund til retsiden.

Put foeret ind i tasken, og lad yderstoffet stikke 5 cm op over. Sæt nåle i kanten. Lad alle sømrum vende nedad i tasken. Stykket med løbegang, hanke og stropper med ring skal vende opad mod taskens åbning. Se billedet nedenunder

Sy nu en stikning i kanten af foeret, hele kanten rundt.

Nu skal hanke og stropper syes fast med en ekstra stikning på taskens inderside. Det er både som en ekstra forstærkning, men også fordi det giver en fin virkning.

Jeg syer en firkant og derefter en kryds i den.

Hullet i taskens bund skal nu lukkes med en syning, og der skal trækkes 2 anoraksnore ind igennem løbegangen øverst i tasken.

Den lange skulderstrop har jeg syet af gjordbånd købt ved Stof og Stil.

Her er tasken uden den lange skulderstrop.

Synes du flæsen er for meget på tasken, ja så kan den jo sagtens sys uden. Man kunne så lege med at lave det nederste af tasken i et materiale og det øverste i et andet. Mulighederne med dette mønster er mange. Der kan sættes lommer på både indvendigt, men også udvendigt. Du kan let sætte dit eget personlige præg på tasken.

Håber du har fået lyst til at sy den, eller kan bruge indlægget som inspiration.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *