Lille kortholder. Mønster og diy

Jeg har længe gået og tænkt på at jeg skulle sy mig en lille kortholder. Lige nu ligger mine kort løse i en lomme i tasken. Kortholderen skal bruges til de kort man ikke bruger så tit. Det krævede lige et par forsøg inden størrelsen var som jeg vil have den. Men nu tror jeg den er der. Kortholderen er rimelig nem at sy, her kan alle være med. Det er et rigtig godt begynder projekt. Det er også et godt ´reste´projekt, så man kan få brugt de små stykker stof, der ofte kommer i overskud fra andre syting.

Kortholderen har 4 lommer. Den kan dog godt rumme mere end 4 kort, da der sagtens kan ligge 2 eller flere i hver lomme.

I dette link kan du printe mønsteret: 

Husk at printe i 100 % eller faktisk størrelse.

Du kan bruge mange forskellige metervarer til denne model. Jeg har syet den både i fløjl, almindelig bomuld og i møbelstof. Til yderstof kan du med fordel bruge noget som er lidt kraftigt, og skillevæggene er bedst at lave i en tyndere vare, såsom almindelig bomuld. Det ene lag yderstof og det ene lag på klap får strøget en vlieseline på sig. Klip delene ud med sømrum. Vlieselinen klippes uden sømrum. Bemærk at klappen blot kan lægges til fold i stedet for at klippes som 2 stykker.

Inden du starter med at sy, skal du gøre op med dig selv hvilken lukning du vil have. Jeg prøvede flere ting, bl.a trykknapper. Men jeg fandt ud af at velcro virkede bedst. Vil du have en anden lukning er du nødt til at tænke det ind i sy processen. Men nu går vi ud fra velcrobånd.

Stryg vlieselinen på bagsiden af klappen.

Sy 5 cm velcro (den bløde del) på klappen lige før midten af klappen. Vil du have et sy mærke på, skal den placeres lige over midten.

Fold klappen på midten, ret mod ret. Sy langs de 2 sider

Vend klappen rundt til retsiden og kantstik evt.de 3 sider.

Tag den ene yderdel og sy 5 cm velcro på ( det hårde) , 4,5 cm oppe på stoffet.

Læg klappen ovenpå yderdelens retside. Sy den evt fast med en syning i kanten.

Læg den anden yderdel ovenpå med retsiden nedad. Vil du have en lille strop ind i holderen, skal den sættes fast imellem de 2 lag stof inden syning. Sy kanten rundt, men lade et lille stykke være usyet. Det er imellem mine fingre.

Klip sømrummet i hjørnerne skråt af og vend om til retsiden, igennem det lille hul. Stryg stykket og sy en stikning langs hele kanten rundt, derved får du også lukket det lille hul.

Nu skal skillevæggene til kortholderen syes. Tag de 2 stykker og fold dem på midten med retsiden indad. Det er vigtig at du får dem foldet på det rigtige led.. når stoffet er foldet måler det 11 x 20 cm ( ekskl. sømrum)

Sy langs kanten på de 2 stykker. Stryg sømmene fra hinanden

Tag fat i den øverste kant på det ene stykke og træk det indeni sig selv. Det kommer til at være et rør i dobbelt stof.

Sy rundt i kanten af de rå kanter, men lad et hul være usyet lige omkring den strøget søm. Jeg har på billedet markeret det med blåt

Træk ud til retsiden igennem hullet. Skub røret lidt rundt så sammensyningen ligger knap i midten .Sy hullet til med små sting. Det samme gør du ved det andet stykke.

Vend røret ind igennem sig selv, så sammensyningen kommer ind i midten af røret at ligge.

Stryg de 2 rør. Nu har du så 2 stykker fladpresset rør.

Læg de 2 stykker rør ovenpå hinanden, så de åbne sider ligger ovenpå hinanden. Sørg for at sammensyningen i siden ligger til hver sin vej. Det gør at det ikke bliver så tykt at sy i. Sy en syning ned igennem lagene. Du behøver ikke at komme helt ud til kanten hvis det virker for tykt.

Læg det midt på yderdelene. ( modsat side som velcro sidder på ) Sy en stikning ned i midten i tidligere syning

Løft op i det øverst lag og sæt nåle i de 2 sider der støder mod hinanden.

Sy en stikning i midten, yderst i kanten. Jeg vil tror stikningen er ca 5 cm lang. Du afgør selv hvor lang du synes din stikning skal være, blot skal den være lige lang på alle de øvrige stykker.

Fold det sidste lag skillevæg op at sæt nåle i de sider der støder sammen. Det samme gøres fra den anden side.

Til sidst sættes den sidste skillevæg fast på yderdelen og syes fast med en stikning. Det samme gøres ved den anden side. Jeg har vist det på billedet med blåt

Et styk kortholder færdig

Håber i kan bruge mit indlæg som inspiration

10 thoughts on “Lille kortholder. Mønster og diy

  1. Hej,
    Sikke en god beskrivelse! Jeg har lige downloaded mønstret og vil sy kortholderen i nærmeste fremtid 🙂
    Må jeg spørge hvor du bestilte dine labels henne? Syntes de er så flotte 🙂

    1. hej Tamara. Mange tak skal du have. Dejligt at du vil prøve mønsteret. Mine mærker er købt ved Aliexpress. De er faktisk dobbelt foldede , så man kan sy dem ind i en sidesøm, men jeg klipper dem som regel blot i stykker og bukker klippekanten, så de kan syes på andre steder. Jeg har lavet 2 indlæg om dem, men da indlæg er af ældre dato, kan jeg være i tvivl om forhandleren stadig ligger i link. Men prøve at læse dem igennem, da de kan give dig en ide om hvordan du får dem bestilt.
      https://sygal.dk/2018/11/29/mine-nye-symaerker/

  2. Hej Gitte
    Tusinde tak for dine skønne mønstre 🙏
    Jeg har syet flere af dine tasker og uden dine rigtig gode vejledninger var jeg aldrig kommet i gang med taskeprojekter😀
    Venlig hilsen Kirsten

  3. Kære Gitte.
    En søndag alene hjemme, og du har reddet mig, så jeg kan komme til føsda` i morgen, som jo oz er helligdag, medbringende en fin lille gave, med plads til en seddel i. 1000 tak – igen – for dine meget meget fine og klare anvisninger. Det er så fine billeder og SÅ meget hjælpsomt. Tak fordi du giver dig tid. Jeg bruger dig meget tit, og fortæller også til alle og enhver der gider høre om din fantastiske hjemmeside. Kærlig hilsen fra Connie

    1. Hej Connie. Ej tusind tak for din søde kommentar. Det er sådan en der bliver læst et par gange, fordi den gør mig så glad. Dejligt at høre at du kunne bruge kortholderen til en pengegave. Begge ting gjorde sikkert lykke. Det er nu engang en lidt flad fornemmelse, at give kun en seddel, så det var da virkelige en god ide at putte den i kortholderen. Den ide napper jeg til næste gang. Stor tak til dig❤

Comments are closed.