En dug, købt i genbrugen, blev syet til en ny bluse. Dugen var ikke særlig stor, jeg vil tro 120 x 120 cm, og den var med en bred bort hele kanten rundt. Det gjorde at jeg skulle være lidt kreativ, hvis det skulle ende ud i en bluse.
Jeg har forsøgt at udnytte dugens bort. Resultatet blev en enkel tunika, med korte ærmer.
Jeg har som udgangspunkt brugt mit mønster på en kimonokjole, som du finder her på bloggen. Dog har jeg ændret en del. Den er blevet skåret over i det øverste stykke, både på forstykke og bagstykke. De nederste stykker er så klippet lidt bredere og rynket til de øverste stykker. Til sidst sættes de små ærmer på, som også bare er firkantede stykker. Lidt et puslespil for at få dugens borter til at blive harmonisk udnyttet.
Halskanten er lavet af en strimmel stof, klippet på skrå. Jeg har brugt den teknik der er beskrevet i dette INDLÆG
En sød lille bluse, som har lidt hippie stil over sig, eller sagt med et mere moderne ord, boheme stil 🤣
Jeg er lidt i tvivl om hvad jeg skal sætte til blusen. Faldt blot for farverne og mønsteret på dugen. Jeg har haft gang i en større oprydning i mit tøjskab og faldt over et par grønne hør/ bomulds smækbukser. De kunne faktisk være fine dertil. Så jeg klippede smækken af bukserne og satte elastik i linningen.
Jeg vil tro bukserne nu er det der hedder culotte bukser. Korte og med brede ben. Jeg udnyttede det fine vejr til et par billeder udenfor. Jeg skal lige vænne mig til at det er ok med krøl på bukserne. Det må man ligesom acceptere, når man har med bomuld og hør at gøre. Min tanke er at blusen kan bruges med langærmet t-shirt indenunder, nu hvor det bliver koldere.
Mine sorte korte støvler passer lige til i højde med bukserne
Hvis i synes min ene kind ser blå ud, er den god nok. Jeg kan ikke rigtig skjule den. Jeg var torsdag morgen ved tandlægen for lige at få repareret en fyldning. Tøsedreng, som jeg er, valgte jeg at få bedøvelse i form af en sprøjte. Tandlægen har åbenbart ramt en åre, for i dag mandag, har jeg stadig glæde af bedøvelsen i form af en hævet kind og et stort blåt mærke. Heldigvis gør det ikke ondt.
Jeg har lidt blandede følelser omkring culottebukser. Ingen tvivl om at det gør en lidt kortere og bredere. Men stoffet falder ret tungt og flagrende, så når jeg går, er der meget bevægelse i bukserne. Lige det, gør at jeg føler de her er ok.
Blusen skal også prøves af med nogle jeans. Det tænker jeg også kunne være fint. I øvrigt har jeg lige syet en grøn ret lang jakke. Jeg tror den også ville passe ret godt til sættet, men det viser jeg jer om nogle dage.