Lille lomme med lynlås. Vejledning

Jeg har syet flere tasker hvor jeg sætter en lille lomme, med lynlås, på. Lommen måler ikke mere end 12 x 12 cm, og lynlåsen måler færdigsyet 9 cm. En lomme, der kan bruges til mønter, en billet, eller andet småt. Ofte udgør den næsten mere bare pynt på en taske. Nu har jeg lavet en lille vejledning på den. Her syet på en taske, som jeg er i gang med at sy.

Jeg havde så ikke lagt mærke til at der faktisk er ½ cm forskel i højre og venstre side af lynlåsen. Det skal lige rettes, men nu laver jeg alligevel vejledningen.

Lommen er ikke foeret, og det er fordi den er så lille. Havde den været noget større ville jeg foere den. Men her vil du ikke kunne se ind i lommen pga størrelsen. Jeg har tidligere lavet en vejledning som du kan læse hvis du ønsker større lomme med foer. Det ligger i dette LINK

Jeg har brugt en skabelon til lommen, som ligger i dette INDLÆG, men du kan også bare tegne din egen. Klip lommen ud i dit stof til tasken. Klip derefter et stykke stof i samme bredde som lommen og ca 6-7 cm bredt. Da mit taske stof er en kraftig gobelin, klipper jeg det ekstra stykke ud i en fast bomuld. Hvis dine stoffer er tynde, kan det blive nødvendigt at stryge vlieseline på, men det er en vurderingssag. I det her tilfælde bruger jeg ikke noget.

Længden på din lynlås er underordnet, når blot den er længere end lommen. Om den er delbar eller ej spiller heller ingen rolle. Lynlåsen bliver klippet til. Det indtegnede felt skal evt tilpasses i højden efter din type af lynlås. Her er den ved mig 1.2 cm.

Læg det lille stykke stof oven på lommen, ret mod ret. Tegn lommeåbningen op.

Sy ovenpå stregen hele vejen rundt. I enderne kan du med fordel sætte din maskine til at sy mindre sting, da det forstærker det lidt.

Klip åbningen op. Start i midten og klip ud til hver side og skrå op til hjørnet. Helt til stingene, men uden at klippe dem over

Træk det grønne stof om på vrangsiden og stryg det.

Læg din lynlås ind under. Gør op med dig selv hvilken retning du vil åbne lynlåsen i, når den sidder på din taske. Jeg har sat min skyder i lynlåsen i højre side. Sæt lynlåsen fast. Ri den fast for at få det pæneste resultat.

Sæt en lynlås trykfod på din maskine, og sy rundt i kanten af åbningen. Jeg bruger her en grå tråd for at du bedre kan se det. Du kan sagtens sy hen over lynlåsen, ved at dreje på håndhjulet og sørge for at nålen går ned imellem tænderne på lynlåsen.

Vend sytøjet om og giv nogle syninger i hånden hen over lynlåsens ende.

Klip lynlåsen over ca ½ cm fra din syning i begge ender. Brug en lighter til lige at smelte kanterne, men pas på du ikke kommer til at brænde dit stof, der er jo ikke så meget plads at gøre med. Klip lidt af det grønne stof af, så kanterne på lommen er frie. Siksak de rå kanter.

Vend lommen rundt og buk alle kanter ca 1 cm ind, sæt fast med nåle. Her burde jeg så have opdaget at min lomme skal bukkes lidt mere i venstre side for at lynlåsen sidder i midten.

Sæt lommen på din taske, og sy den fast hele kanten rundt med en stikning

Om alle kanter skal bukkes og stikkes fast kommer selvfølgelig an på din model taske. Her har jeg f.eks kun syet på 3 af siderne, da nederst kant går med ind i tasken. Link til mønsteret på nedenstående taske ligger i dette indlæg: https://sygal.dk/2022/12/17/gratis-moenster-og-vejledning-til-skuldertasken-basicbag/

Håber du kan bruge min lille vejledning.

2 thoughts on “Lille lomme med lynlås. Vejledning

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *