Sy selv en tablet-pude

Jeg har fået en tablet til sy-rummet. Så kan jeg se film imens jeg sidder og syer. Men den manglede en holder for at kunne fungere optimal for mig. Efter 3 forsøg lykkedes det mig at lave et mønster som jeg er rigtig godt tilfreds med. Så tilfreds at jeg gerne vil dele mønsteret med jer. Den er nem at sy og vil være oplagt som en gave-ide.

Den først jeg syede var i blå imiteret ruskind. Dog var jeg ikke tilfreds med at der midt i var en sammensyning, og at der var en søm i kanten på `pølsen`.

Samtidigt havde jeg  bagerst på puden syet spidsen ind, men opdagede at den stod bedre hvis spidsen var der.

Nr 2 vil jeg slet ikke vise jer, da jeg syntes den blev grim…

Den tredje er syet i fast bomulds-stof og fyldt med polyestervat indeni. Køb en billig monteringspude med fiberfyld og klip den op. Min tablet måler 17 x 25 cm. Mønsteret er nemt at gøre mindre eller større, afhængig af din tablet. Du kan også lave den meget mindre og så har du en mobilholder. Sørg for ikke at stoppe puden for hårdt ud med fyld. Den skal være lidt blød i, så står den bedre. 

Jeg prøvede at eksperimentere med krøyerkugler til fyld da jeg troede det ville være bedre. Men der blev jeg da klogere. Tabletten stod langt dårligere og det var et værre griseri. Selvom jeg følte jeg havde styr på det, endte kuglerne alle vegne 🤣

Når så fiberfyldet virker bedre, så er der ingen grund til at slås med kuglerne.

Jeg har prøvet at tegne mønsteret, da jeg tror det er nemmere at forstå på den måde. De første 2 puder jeg lavede var uden lomme. Men jeg så  en ide på pinterest, hvor der var sat en lomme på til opladeren. Det så ret genial ud og derfor fik den 3. pude tilføjet en lomme på siden. Så har du altid opladeren ved hånden og den er samtidigt gemt af vejen.

Start med at klippe en stor firkant efter tegningen. Derefter klipper du til en lomme, som færdigsyet skal måle 15 x 15 cm. Her er min lomme klar til at blive syet på.

Sy eller klip en strop og sæt den på i midten efter tegningen. Hvis du vil have et mærke på, skal den også sættes fast nu. Jeg syer strop og mærke på med en stikning for at det ikke undervejs skal rykke sig. Sy lommen på efter tegningen. På billedet har jeg placeret oplader i lommen,  ellers tror jeg det er svært at se, at der er en lomme..

Fold stoffet på midten ligesom tegningen viser så ret ligger mod ret. Sy stykket sammen i toppen i den ende hvor læder stroppen sidder, men stop 10 cm før slut. Det bliver senere derigennem du vender puden. Sy stykket sammen ned langs siden siden, som den lodrette sorte pil viser. Sy ikke den ende hvor jeg holder min hånd..

Her skal jeg lige indskyde at jeg siden har fundet ud af at hullet ligeså godt kunne være på langsiden. Derved vil syningen til at lukke hullet senere blive under puden og man vil derfor ikke kunne se denne syning. Altså øverst til højre og så 10 cm ned skal være u-syet,  og så syes hele toppen over. 

Sæt en nål i folden i bunden.

Løft nu op i det ene lag stof i midten af stykket, så nålen rammer sammensyningen i.

Sæt nålen fast i sammensyningen og sæt nåle på hver side af sammensyningen så lagene bliver holdt sammen.

Sy en stikning hele kanten over. Nu er du så langt at du kan se faconen tage form. Vend puden om ti retsiden igennem det hul der er i den anden ende. Altså de 10 cm som du ikke syede tidligere.

Pres den kant du lige har syet ( hvor jeg holder min hånd på næste billede)

Sy nu en stikning 4 cm fra kanten. Men i midten skal du lade et stykke være usyet på ca 4 cm. Jeg har prøvet at tegne en sort streg på billedet hvor de 4 cm ca skal være.

Nu skal du fylde kanten med fiberfyld, ved at putte fiber ind i hullet i puden og så med en finger proppe det igennem de 4 cm i kanten. Brug evt bagenden af en blyant som hjælp. Sørg for at kanten føles jævn tyk. Der skal ikke være ret meget fyld på de 4 cm, det skubber du på plads senere. Der skal nemlig være plads til at du lukker de 4 cm med en stikning.

Du kan se kanten bliver ligesom lidt rund i det. Ved min finger er hullet. Sy nu hullet til. Sæt en lynlås trykfod på så kan du nemlig komme tæt på `pølsen`

Tryk fyldet lidt på plads, så det ligger jævnt i hele kanten. Sy nu en stikning mere langs `pølsen`med 1 cm afstand til første syning. Det gør at din tablet står godt. Måske svært at se, men min finger peger på nr 2 stikning.

Nu kan resten af puden fyldes med fiber igennem hullet. Den skal fyldes godt, men så den stadig er blød. Buk sømrummet i hullet til vrangsiden og luk hullet med nåle.

Tryk fyldet lidt sammen, så du har lidt plads til at kunne sy på. Luk hullet på maskinen med en stikning eller i hånden med små sting. Tryk fyldet tilbage, så det er jævnt fordelt i puden.

Nu er din tablet pude færdig.

Opladeren kan sagtens være i lommen. Men for at du kan se den, lader jeg den stikke lidt ud.

 

Jeg tror på en måde også den kunne anvendes til at aflaste arme og skuldre, når man læser en bog. Men det har jeg endnu til gode at teste af. Måske skal der så være lidt mere imellem de 2 stikninger end 1 cm. Når jeg får tid må det komme an på en prøve 😘

Jeg håber du kan bruge mønster og vejledning. Rigtig god fornøjelse.

Smid meget gerne en kommentar til mig om hvad du synes om min pude 😊

38 thoughts on “Sy selv en tablet-pude

    1. Herligt, så er det bare at komme igang og giv gerne en melding hvis jeg har skrevet noget volapyk 😁

  1. Endnu en fin vejledning på en brugbar ting. Du er eminent til at forklare tydeligt og præcist. 🙂
    Rigtig god idé også som bogholder.
    Mange tak for vejledningen.
    Skal lige høre hvor du køber de fine læderstropper?

    1. Mange tak, Ingelise 😊 Læderstroppen er bare et bid af en gammel jakke. Blot klippet og foldet, ingen syninger. En gammel lædertaske kan også sagtens bruges. Du finder det i genbrugen til ingen penge og du har læder til mange sjove projekter. Har altid en gammel jakke hængende jeg kan hapse af 🤣

  2. Hej Sygal

    Mega fint mønster. Den skal helt klart laves 😊
    Og jeg jan så fortælle dig, at den virker fantastisk til bøger. Min købte én for år tilbage, da de kom frem i butikkerne – boghandlen. Den kostede det-hvide-ud-af-øjnene dengang, men hun har været glad for sin, som hun bruger når hun læser tunge bøger i sengen 😊

    1. Hej Pernille. Uh det lyder godt. Så vil jeg da tage den ene prøvemodel i brug når jeg skal igang med en bog i julen 👍🎅

  3. Jeg har syet og solgt mange puder gennem de sidste 3 år.
    Mit fyld er Krøyer kugler. Synes den er bedre at “forme”, når man f.eks bruger den, mens man ligger ned.
    Jeg laver et 3 cm mellemrum mellem stikningerne. Heri putter jeg afstivning, så den holder faconen.
    På den måde fungerer den også perfekt til bøger.

    1. hej Lisbet. Jeg lavede en i krøyer kugler, men den var jeg godt nok ikke tilfreds med. Måske fik jeg den fyldt for meget ? Det med de 3 cm og afstivning var da en rigtig god ide. Mange tak for ideen 👍

      1. Hej Lena. Jeg har ikke brugt noget til afstivning. Men hvis dit stof er tyndt og slasket, er det muligvis bedre at stryge noget vlieseline på

  4. Tusind tak for den fine beskrivelse af Tablet – puden.
    Jeg har netop lavet en pude til min mand, som ynder at læse avis på sin iPad..
    glædelig jul
    Ulla

    1. Hej Ulla. Så din pude på en sy gruppe. Den er blevet så fin 👍Mange tak, også en glædelig jul til dig og din familie 🎅😍

  5. Hej Gitte – flot pude og fin forklaring. Jeg har for nogle år siden lavet tilsvarende blot mindre – ca 15 cm i bredden foran. Det fungerer fint, også til iPad. Som fyld har jeg brug “bamsefyld” til forkanten og kikærter i selve puden. Kikærterne er fyldt i en tilsvarende pose i stout, og puden lukket bagtil med lynlås af hensyn til vask. Kikærterne giver den lidt tyngde, hvilket jeg synes er dejligt.
    Mvh. Lisbeth

    1. Hej Lisbeth. Mange tak skal du have 😊 Hvor er det da en god ide, med kikærter og lynlås 👍 Hvis man vil bruge den i sengen eller i sofaen, kan jeg se det vil være så super at den er det tungere og dermed står endnu mere stabilt. Tak for dine ideer 👍

  6. Den er så fin 🙂
    Jeg er lige i gang med at prøve den af, men mangler målet på læderstroppen?
    Jeg nyder at følge din side 🙂

  7. Undskyld , men hvad gør jeg galt siden jeg ikke kan få mønstret på i pad puden frem??

    1. Hej Annie. Der skulle gerne være et billede, hvor mønsteret er vist på. Du kan ikke printe mønsteret. Det skal du selv tegne op efter tegningen 😊 Hvis du ikke kan se billedet, må du meget gerne lige smide en besked til mig, så sender jeg tegningen 😊

  8. Tak for et rigtig fint mønster. Har ligeværet fristet af at købe en færdiglavet i en bogbutikker, men syntes ar den var alt for dyr. Nu vil jeg glæde mig til at lave din og ikke mindst til at prøve om den kan aflaste mig, når jeg ligger ned og læser.

  9. Hej – hvor laver du mange skønne ting :o) Må jeg spørge, hvor du køber det fine mærke, du har sat i “sidesømmen”, det er rigtig flot og jeg har ledt efter lige præcis den udformning længe uden held!
    Med venlig hilsen Helle

  10. Den ser rigtig godt ud, og jeg vil prøve den af. Skønt at du har taget dig tiden til at forklar hele fremgangsmåden. Vh Helle

  11. Jeg kan så godt lide dine ideer, mønstre og måden du forklarer fremgangsmåden på, det er meget overskueligt og jeg får tit lyst til at sy noget efter dine mønstre. Jeg skal helt klart sy puden til min søns tablet, der er ikke nogen af de smarte ‘dimser’ man kan købe som kan holde hans tablet, og det synes han er så irriterende. Så jeg tror han vil blive vildt glad for sådan en i noget sejt stof😊😊😊

    1. Hej Eva. Ih tusind tak for din søde kommentar. Hvor gør det mig glad at høre. Jeg tror også han vil blive glad for den, så du skal da bare igang 👍

Comments are closed.